VULKANSK BRUTALITET TILSAT GRÆSK CHARME

Danskerne elsker Grækenland, men rynker på næsen ad de græske vine. Sådan kan man godt tillade sig at generalisere. For lige så meget som vi elsker de hvide huse, det blå, blå hav, den græske salat og de saftige souvlaki-grillspyd, lige så lidt holder vi af vinene fra den dansker-kære feriedestination. Det er retsinaens skyld. Den tarvelige industri-version lavet helt uden kærlighed.

Vinskribent Signe Wulff | 1. juli 2022 | Nr. 4 2022

Det er på tide at give den græske vin æresoprejsning og slette alle dårlige retsina-minder. Man kunne passende gøre det med en retsina fra en producent, som tager genren seriøst, for så er den harpiksparfumerede vin virkelig delikat og passer godt til det krydrede grillkøkken med feta og oliven.

Grækerne begyndte at dyrke vin allerede 7 århundreder før vores tidsregning, og det var dem, der udbredte vinplanterne til resten af Middelhavsregionen. Men flere hundrede år under osmannernes besættelse lammede udviklingen og handelen med vin, og da grækerne blev uafhængige igen, havde eksempelvis franskmændene taget nogle syvmileskridt, udviklet og erobret markeder.

Det var først efter de to verdenskrige og en borgerkrig, at Grækenland for alvor fik det nødvendige overskud til at forsøge sig med kvalitetsvine igen. Markedet var på det tidspunkt præget af bulkvine, men nogle ønologer besluttede sig for at forlade industrien og satse på små vinerier i stedet.

Det gav pote, og moderne græsk vin er meget mere end bulk. Der er blevet arbejdet passioneret og systematisk fra ønologernes side på at genskabe den old(tids)gamle, stolte tradition for vindyrkning. Man har fundet næsten uddøde druer og glemte varianter og genplantet dem. Min yndlingshistorie er den om ønologiprofessoren Vassilis Logothetis, der i 1970’erne ved et tilfælde fandt en malagouzia-vinstok i en overgroet pergola – en drue, man troede, var uddød, men som man nu fik pustet nyt liv i.

I dag er den en populær hvidvinsdrue, der skaber aromatiske, livlige vine.

 

Rejseguide til vin og mad i Santorini

­

VINE SOM MAN BØR DRIKKE 

Paris Sigalas har, lige siden han i 1991 vendte hjem til Santorini og etablerede Domaine Sigalas sammen med et par venner, været en utrættelig entreprenør.
Han satte nye standarter for, hvad vi kunne forvente fra druen Assyrtiko, og uden ham var det tilplantede areal og vinproduktionen på ferieøen næppe blevet fordoblet.

Vulkanøen, der ligger i Det Ægæiske Hav, tilskrives æren for den græske vins tilbagevenden til den internationale vinscene

SANTORINI OG DENS GRØNNE DRUE ASSYRTIKO

Det græske fastland og de mange øer byder på nogle af Europas måske mest spændende vine i øjeblikket. Modsat hvad man skulle tro, når man tænker på varme sommerferiedage, så er Grækenland primært hvidvins-producerende. 70% af den vin, der laves, kommer fra grønne druer. Og mange af dem kommer fra det, man normalt betegner som kølige klimazoner.

Efter min mening har græske vinmagere præcis det at byde på, som vi vinnørder sukker efter: Vine med karakter, vine på lokale druer – vine, som skiller sig ud fra al den vin, vi normalt drikker. Jeg har intet at udsætte på hverken Chardonnay, Syrah eller andre gamle kendinge, men der er jo ikke det store eventyr forbundet med de druer længere.

Eventyrligt anderledes vine kan man finde overalt i Grækenland, men de fleste er alligevel enige om, at det er øen Santorini, der er førende i disciplinen. Vulkanøen, der ligger i Det Ægæiske Hav, tilskrives æren for den græske vins tilbagevenden til den internationale vinscene.

Øen er kendt for sine meget distinkte og unikke hvidvine på navnlig druen Assyrtiko, som stammer herfra. Usædvanlige i ordets positive forstand. Vinstokkene ligger på den vulkanske jord bundet i runde reder i små fordybninger. Skråningerne er så forblæste, at de ikke kan stå op. Drueklaserne vokser på indersiden af reden, skærmet for de ekstreme vinde. Jorden er tør, ikke alene på grund af blæsten, men også fordi det er småt med nedbør. Det er med andre ord et ekstremt ugæstfrit miljø. Også for phylloxera-vinlusen, der ikke kunne få fat her, da den ellers hærgede resten af Europa og lagde vinmarkerne øde. Derfor findes der på Santorini som et af de få steder i Europa præ-phylloxera-vinstokke. Man mener, nogle af dem er flere hundrede år gamle.

Det er som om, man kan smage vinstokkens indædte livskamp, når man drikker Assyrtiko fra Santorini

Når man ser på øen, dens jordbund og vinplanternes forhold – og så smager på vinen, giver det på en eller anden måde dyb mening. Det er som om, man kan smage vinstokkens indædte livskamp, når man drikker Assyrtiko fra Santorini: Udbyttet er lavt, vinene er tætte og intense, mineralske og citrusagtigt syrerige. Nogle siger, man kan smage saltet, der blæser ind over øen fra Det Ægæiske Hav. Det er gourmet-vine med et relativt højt alkoholindhold. Ekstremt lækre og drøje i brug. Hver slurk kræver noget af dig; du må smage, opleve og reflektere over vinen – det er ikke muligt bare at bælle den – der er nogen, der mener, det er de her vine, man skal servere for folk, som påstår, de kun drikker rødvin og ikke kan lide hvidvin!

Santorini er et populært rejsemål. Prøv at google øen, og du vil forstå hvorfor! Den er inkarnationen af det græske øhav. Så smuk at det næsten gør ondt. Men den er også meget turistet, og fra maj til oktober besøger omkring 500.000 udlændinge øen. Derfor må det rette tidspunkt at besøge øen på være fra oktober til maj.

 

Vin og mad i Santorini

Sigalas is one of Greece's finest white wine producers - in fact, a short list candidate for the best.” Mark Squires i The Wine Advocate #195

 

Blæksprutter ved havnen