• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Cava fra Castellroig

Rejseguide til vin og mad

Spanske bobler på niveau med Champagne

Fagekspert Per Bach 

Castellroig cavaer

 

Det var Christian Grønlykke, som i sin tid spottede Sabaté-familien og deres lille vingård, Castellroig, der ligger mindre end en times kørsel fra El Prat de Llobregat-lufthavnen i Barcelona. Han var kommet i kontakt med den spanske sprællemand Ricard Zamora Isanda, der på det tidspunkt prøvede at hjælpe en håndfuld mindre spanske producenter ud i verden. Et af de huse, som Ricard især brændte for, var Castellroig, og da de tilsendte prøver kom med en friskhed og en præcision, som vi dengang slet ikke havde forventet, blev spanske bobler en del af Løgismoses sortiment.

Siden har vi importeret titusindvis af Cava’er fra Castellroig, og da vi var deres første kunde uden for Spanien, og de var vores første Cava-leverandør, skiftede samarbejdet langsomt karakter. Castellroig flyttede sig fra bare at være en leverandør og til at komme helt ind i inderkredsen, hvor samarbejdet nærmest blevet familiært.

Derfor har det været ekstra dejligt at opleve et generationsskifte nede hos den lille familie i Catalonien, der har handlet om alt andet end løsrivelse. Således har Marcelino Sabaté, der som en af de første insisterede på at tappe sin egen vin og dermed sætte sig op mod Freixenet og de andre giganter, valgt langsomt at give slip for at skabe plads til den 4. generation i Sabaté-familien. Og lige nu er Marcel Sabaté med smittende entusiasme i fuld færd med at løfte Castellroig det sidste stykke helt op i toppen af det spanske vinhierarki.

Castellroig

 

Således blev Castellroig i 2016 kåret til årets vingård i Catalonien af "Asociación Catalana de Sumilleres (ACS)", og i juli sidste år kom det frem, at familiens vinmarker i Terroja var blevet optaget i den spritnye Paraje Calificado, der med tiden skal blive en slags Grand Cru-klassifikation for de spanske mousserende vine. Dermed er Castellroig med i en eksklusiv klub, som foreløbig kun har ni medlemmer.

Samtidig med at Marcelino og Marcel har arbejdet på at profilere deres vine, er det også lykkedes at omfavne den hastigt voksende vinturisme, og de tilbyder i dag deres gæster en lang række spændende årstidsbestemte oplevelser, som altid bliver eksekveret med så stor gæstfrihed, at anmeldelserne på TripAdvisor har udløst et Certificate of Excellence.

Vi oplevede det selv, da vi i oktober 2016 var forbi med en flok vinelskere fra Håndværkerforeningen i København. Vi havde fået lagt et lidt for stramt program, og da vi blev forsinkede ud af Kastrup, blev vi nødt til at ringe for at justere. Det tog Marcel og Ricard i stiv arm. Vi fik besked på bare at køre direkte op på vingården, når vi engang kom til Barcelona. Så skulle de nok sørge både for en sen frokost og for at vikle os ud af den booking, vi havde på en restaurant i nærheden.

Det viste sig, at bookingen på restauranten slet ikke blev aflyst, men derimod blev forvandlet til en cateringopgave. På den tid det tager at flyve til Barcelona lykkedes det for restauranten at rykke ud med en kæmpe grill, og efter nogle salater, håndskåret sortfodsskinke og tynde skiver røget orangeret gåsebryst kunne vi dufte, at grillen nede i gården var klar. Snart begyndte det herligste grillede lammekød at ankomme til bordet sammen med forskellige hjemmelavede, velkrydrede og ligeledes grillede pølser. Det blev en vidunderlig eftermiddag, hvor vores gæster fra Håndværkerforeningen lærte, at man i Spanien sagtens kan spise frokost, næsten indtil man skal have aftensmad – især når der er herlig Cava ad libitum.

 

Det går godt for vores Cava-producent oppe i bakkerne bag Barcelona. I 2016 blev Castellroig hædret som årets vingård i Catalonien af "Asociación Catalana de Sumilleres (ACS)". I 2017 kvalificerede deres lille vinmark Finca Terroja sig til at bære stemplet "Parajes Calificados" og efterfølgende blev familiens Brut Nature Reserva Familiar fra Terroja-marken optaget i den nye ”Paraje Cali cado”, der fremadrettet skal repræsentere den absolutte top i det spanske hierarki af mousserende vine.

Consejo Regulador DO Cava har siden – med præsidenten Pedro Bonet Ferrer i spidsen – været på verdensturné med den nye ”Paraje Calificado” hvor budskabet var, at "Cavas kvalitetspyramide altid har haft en top, men at denne altid har været indhyllet i tåger, hvorfor kun få fandt vej til det ypperste". Og da der bare var 12 Cavaer, som havde kvalificeret sig til at komme med på de første roadshows, fik Castellroig en af hovedrollerne når verdenspressen skulle opleve toppen af poppen.

Castellroig er derfor i dag meget mere end et solidt insidertip, og Marcel Sabaté er ikke længere bare 4. generation i Sabaté-familien. Nu plukker han kirsebær sammen med de magtfulde kollegaer fra Codorníu og Freixenet, og hvis han følger med i den internationale presse, vil han kunne se sig omtalt som en af de nye pionerer, der er i fuld færd med at skabe fornyet respekt omkring Spaniens mousserende vine.

Desværre er ikke alt fryd og gammen. Således stiftede 6 af de mest seriøse producenter tilbage i juli 2017 Viticultors i Elaboradors Corpinnat og registrerede samtidigt Corpinnat som et internationalt varemærke. Siden har de gennem langstrakte forhandlinger forsøgt at få embedsmændene bag Consejo DO Cava til at stramme grebet om de producenter, som fortsat har blikket stift rettet mod den laveste fællesnævner.

Det lykkedes ikke, og i januar i år meddelte Corbinnat, der i mellemtiden var kommet op på 9 medlemmer, at de fremadrettet ikke længere vil markedsføre deres vine under DO Cava. Marcel Sabaté er en af initiativtagerne bag Corbinnat så når vi modtager nye forsyninger, er det ikke sikkert, at der står Cava på flaskerne.

Spaniens fornemmeste bobler må nu kalde sig Cava de Paraje Calificado

Efter tre års intense forhandlinger fik Spanien i efteråret 2017 en ny appellation, som efter planen skal samle Catalunyas fornemste mousserende vine, og for en industri, der længe har været præget af masseproduktion og voldsomt prispres, viste ambitionerne sig at være overraskende seriøse.

I stikord ser rammerne således ud:

  • Ejerforhold:

Kun druer fra egne marker eller lejede marker med mere end 15 år til kontraktudløb

  • Vinmarken:

Inspiceret og godkendt af Consejo Regulador del Cava

  • Vinstokke:

Mindst 10 år gamle

  • Druesorter:

Xarel-lo, Macabeu, Parellada, Malvasia, Chardonnay, Gar- nacha, Monastrell, Trepat og Pinot Noir

Høstudbytte:

Max 48 hl/ha

  • Modning:

Min 36 måneder i asken inden degorgement

  • Syreindhold:

Min 5,5 g/l fra naturens hånd

  • Typer:

Brut, Extra Brut eller Brut Nature