BESØG HOS PORTVINSHUSET POÇAS

Reportage fra Portugal, hvor Løgismoses portvinshus Poças havde inviteret Jasper Mohr Holm, direktør i Løgismose Wine og Klara Lyby Lange, sommelier og kundeservicechef på besøg.

Director, Wine Jasper Mohr Holm | 1. juli 2022 | Nr. 4 2022

­

ANKOMST

Selv ikke synet af en nærmest endeløs spraglet slange af mennesker, der som en flod – sløvt, men sikkert – strømmer frem mod Security kan dæmpe forventningens glæde. Det er også udsigten til 7 times rejse med frokosten i fare, en fare der dog fortoner sig, da flyet er en anelse forsinket, da vi efter en time kommer igennem køen. Så bliver der for alvor plads til forventningens glæde. Vi skal til Porto og Dourodalen for første gang.

Allerede ved mellemlandingen i Lissabon fornemmer vi, at foråret er længere fremme, da varmen rammer os, som vi stiger af flyet. Det går i rask trav mod det næste fly, indtil vi opdager, at vi har skiftet tidszone, havde glemt at tænke på, at vi er på GMT, da Lissabon ligger på breddegrad med London, og vi derfor har fået en time i banken. Så var der tid til tapas inden takeoff mod Porto.

I Porto blev vi hentet af Joao fra Poças og tog direkte på restaurant. På forkant havde vi håbet på seafood, og det var præcist, hvad der er var i vente. Vi ankom til Restaurant O Gaveto ad bagvejen efter først at have parkeret på stedes parkeringskælder, hvor lugten af benzin og fiskeaffald lagde en dæmper på forventningerne. Da vi entrerede restauranten, blev vi først mødt af adskillige bassiner med levende fisk og skaldyr i alle slags farver, og på is lå der yderligere pivfriske fisk og skaldyr. En glemt sødlig duft fra barndommen af akvariefoder fulgte med. Der var smæk på for alle sanser.

Restauranten var nærmest lidt skizofren i indretning og udtryk. Gik man til venstre, kom man ind i en meget traditionel spisesal, med nuancer af brunt og masser af kakler over det hele, som Portugal er kendt for. Gik man derimod til højre, var der high seating og barpladser med udsyn til køkkenet og kokkene i en atmosfære af glas, rå rustfri stål og ultra moderne. Måske et meget godt billede på Portugal, som et land i dans med sig selv mellem det traditionelle og det moderne. Her lod man gæsterne vælge, og vores vært valgte traditionelt. Selve middagen var fremragende med kompetent vejledning udi valg af de rette fisk og den rette tilberedning. Vinvalget var symptomatisk delt med den klassiske fadlagerede topvin Douro Branco Da Ribeira Numâo og den moderne Sercial baserede hvidvin fra Poças' eksperimenterede serie af vine, Fora da Série Selvom det var mørkt, da vi kørte mod hotellet, så kunne man ane vandet, hvor stranden blev afløst af flodudmundingen fra Douro, og vi fulgte floden ind mod Porto, hvor kyst langsomt blev til kaj, og byen blev mere og mere tæt. Mætte og trætte gav vi os til ro, klar til at opleve mere af den by, som mørket havde lagt en dyne over, som et lagen, inden et lærred bliver afsløret.

 

Rejseguide til vin i Porto

­Hummerakvarie hos Restaurant O Gaveto

 

SMAGNING AF VINE FRA DOURODALEN

Efter en tidlig morgenmad skulle vi af sted mod det, som turen egentlig handlede om. Men først et fedt road trip fra Porto og gennem Dourodalen mod den lille by Peso da Régua, en tur på en halvanden times tid i selskab med vores vidende vært Pedro fra Poças. Mens det malerisk skønne natursceneri udspillede sig, blev vi klogere på og fik genopfrisket historien, geografien, druer og vinificering i Dourodalen. Den historie må vi fortælle en anden gang. Et sving væk fra motorvejen og så var vi fremme i byen, som lå smukt langs floden og badet i sol nedenfor bjergene. Efter en kort, men krævende gåtur op af de meget stejle gader, var vi fremme ved vores venue, som var en gammel og slidt, men samtidig også uhyre charmerende historisk teatersal. Solen stod forårsskarpt ind i indgangen, men vi kom ind, fik smageglas og kunne orientere os. 

Samlet i det relativt lille lokale, var der godt 20 producenter af vine fra Dourodalen

Der var rigtig mange vine (omkring 150) og begrænset tid. Det blev til to runder ved alle borde, hvor først de hvide blev smagt i heat et og resten i heat to. Hvidvinene var generelt på et godt niveau og få faldt igennem. Der er rigtig mange druetyper og stilarter, og den største udfordring synes at være at få tilstrækkelig syre i vinene grundet det varme klima.

Rødvinene var virkelig forskellige fra de helt lette og lyse til fadtunge frugtbomber. Nogle vine var såkaldte field blends, hvor forskellige druesorter står plantet side om side, og der kunne således være op til over 40 forskellige druer i vinen! Med så mange ”druemæssige tangenter” at spille på kræver det sin vinmager at få orgelet til at spille skønklang. Og da det nærmest kun er i det seneste ti-år at man for alvor har satset på andet end portvin, så skal orgelet både stemmes og organisten uddannes, men der var mange lovende takter.

Vi smagte også en del Vintage Port, og ja, det er på mange måder portvinens konge, magtfuld og majestætisk. Det var i det hele taget et sympatisk arrangement, hvor så mange producenter stillede op, og flot i øvrigt af Poças at invitere os på at smage alle deres konkurrenters vine. Det borger for en vis selvsikkerhed, og den blev ikke gjort til skamme. Vinene fra Poças havde både et ben i den traditionelle og den innovative lejr, og lå klart i toppen i et stærkt felt. Selvom det jo er en meget subjektiv vurdering, kom vi fra smagningen med noget af et boost og en stor begejstring over at vi havde top et eller to hus i porteføljen. Det var jeg nok ikke helt vidende om før.

Vinkælder hos Poças

 

PORTO & OMEGN

Efter en fin lokal frokost gik turen tilbage til Porto, men først via en smuk omvej til det flotte, bjergtagende udsigtspunkt St. Leonardo de Galafura, der på smukkeste vis mindede om, at Dourodalen er et Unesco Verdensarv-område.

Aftenen bød på en special treat i mere end en forstand. Det var dimissionsuge for de mange feststemte og -klædte universitetsstuderende, der prægede bybilledet med kapper, stokke og hatte, der efter sigende var inspiration for J. K. Rawlings Harry Potter-univers. Pedro tog os med til restaurant M’TO, der bød på perfekte tapas med et moderne twist og hovedretter, hvor selv de traditionelle retter som gedekid blev til en både elegant og yderst velsmagende servering.

Den næste dag stod på besøg i Vila Nova de Gaia, Portos søsterby på den anden side af floden, hvor portvinshusene har deres traditionelle lodges, eller ”kældre”, hvorfra alt handel og udskibning indtil 1986 skulle finde sted. Nu er det centrum for en anden slags aktivitet, hvor masser af turister besøger de flere end 50 lodges.

Men først lidt morgentid på egen hånd som turister langs med kajen ind mod den imponerende Eiffelbro (ja, ham med Eiffeltårnet) En bro, der dengang var langt foran for sin tid, men tiden har på andre områder stået stille, når man ser tudsegamle sporvogne, der stadig skærer sig gennem byen i støjende stil.

 

Porto

 

DET SIDSTE STOP

Mættet af oplevelser går det mod lufthavnen, men først et lille stop i Angeiras, et lille fiskerleje med glimrende restauranter ud mod havet. Vi har fået anbefalet et sted, som slet ikke skuffer. Vi har travlt, men alligevel når køkkenet at servere en fremragende frokost som startede med percebes – på dansk rankefødder, som er et lille skaldyr, der anses for en stor delikatesse. Anderledes, autentisk og en oplevelse.

Også den friske grillede fisk var en flot finale akkompagneret af en traditionel brødsuppe (Acorda à alentejana) med bl.a. koriander og hvidløg. Man forstod hvorfor der stod en Aston Martin Vanguish på den hullede og støvede vej foran restauranten. Endnu er paradoks, som turen til Portugal viste sig at være så rig på, mellem det traditionelle og det moderne, mellem fortid og fremtid.

På gensyn, Porto og Dourodalen.

 

Dourodalen