Kastanjer

Kastanjer er indbegrebet af efterår. Vi laver kastanjedyr, glemmer kastanjer i lommen og går og nulrer dem ubevidst og meditativt. Nogle af os spiser også kastanjer, altså spisekastanjer, de ægte kastanjer.

Fagskribent Emilie Schou Wilhjelm Ravn | 30. september 2022 | Nr. 6 2022

De fleste spisekastanjer, man finder i butikkerne herhjemme, er franske eller italienske. Men der findes også spisekastanjetræer i Danmark. Eksempelvis tæt på Springforbi i Skodsborg. Så siger jeg ikke mere.

Spisekastanjen er en nød, som indeholder mere stivelse og protein og mindre fedt end andre nødder. Nogle kalder den derfor for træets kartoffel, og det er slet ingen dum idé at skifte lidt af kartoflerne ud med kogte eller smørristede kastanjer. Glaserede kastanjer smager skønt som alternativ til brunede kartofler til jul.

Sådan kan du kende spisekastanjer 

Bladene på spisekastanjetræer er aflange og mere glinsende end bladene på træer med hestekastanjer. Skallen har meget mindre pigge og ligner små sammenrullede pindsvin. Selve kastanjen er ofte fladere end hestekastanjen og går op i en spids, hvorimod hestekastanjen er rund i toppen. Når kastanjerne er blanke som poleret mahogni, er de friske og klar til at blive spist, matte kastanjer skal man derimod lade ligge.

­  Find spisekastanjer i butikken på Nordre Toldbod når de er i sæson

kastanjer

3 TIP TIL KASTANJEBRUG

• Bagt og som fars i en gås, and eller kåldolmer

• Smørristet og som tilbehør til gris eller sauteret palmekål

• Pureret og som mel i en kage eller lavet til marmelade

VINE TIL KASTANJER

Kastanjer minder om kartofler med masser af fedme, og det kræver nøddeagtige vine med syre og garvesyre til skære igennem. Det bedste bud på vin til kastanjer er Nebbiolo baserede vine fra Piemonte, hvor især Barbaresco, Barolo og Langhe Nebbiolo skiller sig ud. Andre vine som fx. Chianti kan bruges, mens en Montepulciano d'Abruzzo er et udmærket alternativ i et lidt lavere prisleje.

TAG KASTANJER MED I MADLAVNINGEN

Kastanjer skal altid under varmebehandling – bages eller koges – før de kan nydes. Vælger du at bage dem, skal der skæres et kryds i toppen af kastanjen, ellers springer de. Sydpå spiser de ristede kastanjer direkte fra et kræmmerhus. Gør dem kunsten efter, og servér saltbagte kastanjer med smør som starter til en efterårsmiddag.