2000’ERNE – DET TREDJE ÅRTI PÅ TOLDBODEN

Det var i de første år af 00’erne, at Løgismose på Nordre Toldbod ramte det udtryk, som vi genkender i dag.

Fagekspert Per Bach | 16. maj 2022 | Nr. 3 2022

Det at kombinere mad og vin i den gode smags tjeneste kom endnu højere på dagsordenen, blandt andet via en udvidelse af butiksarealet og opførelsen af et delvist åbent køkken på Nordre Toldbod.

Kokkene fra Kong Hans Kælder skulle indgå i en turnusordning, så gæsterne kunne forkæles med næsten færdiglavede kongelige og mere landlige menuer. Slagteren fra Kultorvet skulle have sit eget udsalg, så der kunne købes økologiske kød og hjemmelavet pålæg, og en osteafdeling skulle tilbyde Europas ypperste oste samtidigt med, at udvalget af delikatesser og vine blev forøget. Thomas Rhode, Slagter Jens og Christian Grønlykke kaldte sig ”De tre musketerer på Ndr. Toldbod”, og deres mission var at gøre det lettere og mere bekvemt at sætte et velsmagende måltid mad på bordet. Det var ”convenience”, selvom dette begreb dengang endnu ikke var fløjet over Atlanten.

Åbningen blev lidt af en københavnerbegivenhed, og i 2002 blev Christian Grønlykke og medarbejderne på Nordre Toldbod tildelt Det Danske Gastronomiske Akademis HÆDERSDIPLOM "for gastronomiske initiativ".

... til sidst var det sådan, at kunderne begyndte at ringe eller skrive, når nyhedsbrevet engang i mellem var lidt forsinket

I mere end 20 år har vekslende dygtige køkkenchefer været med til at skabe velduft og sprede velsmag på Nordre Toldbod, og da de i efteråret 2004 begyndte på hver uge at tilbyde en stor luksuriøs menu, en mindre mere hverdagsagtig menu og så det, de valgte at kalde ”tapas”, havde de fundet ind til et koncept, der viste sig ikke at have nogen udløbsdato.

I 2004 var der ikke mange, der talte om end sige anede, hvad tapas var, men det skulle komme til at ændre sig. Det vi kaldte ”Tapas til To”, men som kunderne bare kaldte ”Tapasposen”, blev køkkenets største succes, også selvom der efterhånden kom andre til, som ikke vogtede sig for efterligninger. Ugens tapas blev et af de faste elementer i vores nyhedsbrev, som også så dagens lys i 2004 og til sidst var det sådan, at kunderne begyndte at ringe eller skrive, når nyhedsbrevet engang i mellem var lidt forsinket. Spørgsmålet var altid det samme: ”Hvad mon der er i ugens tapaspose?”

Kokkene har vendt og drejet små-hapserne i snart 18 år, og det skulle være ganske vist, at det efterhånden er blevet til flere end 1.000 variationer.

Det smukke er, at der er flere på vej!

 

 

Ikke kun franske vine på hylderne

Det var også i 00’erne, at vinimporten for alvor løftede blikket fra Frankrig. Især de italienske vine kom marcherende ind i sortimentet.
Den østrigske Grüner Veltliner og de dengang nye tørre tyske Riesling-vine fik også mange venner,
og så var det såmænd også dengang, vi fik de første naturvine ind i sortimentet.
Uden at vide det ganske vist! Vi præsenterer 3 af vinene fra 00’erne,som du stadig kan finde på Nordre Toldbod og i webshoppen.