Begrebet myte bruges i dag ofte om en falsk forestilling, der tilmed ofte er blevet fortalt så mange gange, at den tangerer til at have opnået status som en sandhed. Vi tager fat på en række myter indenfor vinens verden, og forsøger ved hjælp af forklaring og nuancering at gøre op med deres ufejlbarlighed.
Sommelier og DipWSET Thilde Maarbjerg 1. september 2019 Magasin nr. 7 2019
ER HÅNDPLUKNING BEDRE END MASKINHØST?
Det behøver ikke give et ringere resultat at høste med maskiner frem for at høste ved håndkraft. Det afhænger af omstændighederne. Mange vinmarker er indrettet således, at det ikke er muligt at høste med maskiner i vinmarken. Det kan f.eks. være hvis de ligger på en skråning eller hvis vinstokkene er bundet op på en sådan måde, at de ikke passer til maskinernes format. Her er der ikke noget valg, man er nødsaget til at håndhøste. Håndhøst giver desuden den fordel, at klaserne kan selekteres enkeltvis, så eventuelt rådne klaser kan undgås.
Ved håndhøst klippes hele klasen af således at druernes skind ikke brydes, og mosten dermed ikke kommer i kontakt med gærcellerne udenpå skindet eller oxygen fra luften.
I praksis skal det dog siges, at meget høst foregår på akkord og sorteringen i marken er derfor ikke altid så omhyggelig.
Ved maskinhøst ryster maskinen druerne af grenene, og man får således kun selve druerne med, ikke stilkene. Én traktorfører kan høste et meget stort areal ad gangen, og det kan være en fordel, når en eller måske flere parceller er på det helt rette modningsstadie. I høstperioden er det ofte et problem af skaffe nok plukkere, og det kan resultere i, at man er nødt til at gå på kompromis i forhold til at høste ved optimal modenhed. Her er maskiner mere effektive, og de kan desuden høste om natten, når druerne er kølige, hvilket er en særlig fordel i meget varme regioner.
Generelt siger man, at én maskine svarer til 20 plukkere, så selvom den er dyr at anskaffe, betaler det sig som regel i længden, er erfaringen blandt mange producenter, der anvender maskinhøst. Høstmaskiner i dag er mere skånsomme og specialiserede end de tidlige generationer, der havde tendens til at efterlade en slagmark frem for en vinmark.
Mange andre faktorer end akkurat høstmetoden afgør en succesfuld høst, og både manuel og maskinhøst kan være kvalitetsfremmende eller kvalitetshæmmende afhængig af hvordan og hvornår, det udføres samt hvad der sker, umiddelbart efter druerne er separeret fra vinstokkene.
ER KORKPROPPEN BEDRE END SKRUELÅG TIL LUKNING AF VINFLASKER?
I mere end 500 år har man anvendt korkpropper til forsegling af vin, og erfaringen med såvel som forbruger-accepten af kork på verdensplan kan ikke matches af andre typer lukning eller lukkemateriale. Kork produceres naturligt af korkege og er i sin rene form 100% nedbrydeligt, om end nyere, og billigere, typer kork er fremstillet med brug af lim.
1-3% af vine lukket med korkprop er ødelagt af stoffet TCA, som produceres af mikroorganismer, der blandt andet findes i korken. Stoffet kontaminerer vinen og overdøver duft og smag med en karakteristisk ubehagelig aroma af muggen kælder.
At trække en korkprop op er for mange forbundet med et ritual, som har stor betydning for nydelsen og oplevelsen af vinen, og korkproppen forbindes med kvalitet i selve vinen ligesom det i højere grad opfattes som en lukning beregnet til vine, der kan lagre i flasken end korkproppens største konkurrent, skruelåget.
Skruelåget har været anvendt siden 1960’erne, hvor en af de mest markante mærker indenfor skruelåg, Stelvin, blev udviklet af det franske firma Le Bouchage Mécanique på opfordring af australieren Peter Wall fra Yalumba i Barossa Valley. Australien blev også stedet, de første mange forsøg foregik, og man finder stadig 40-50 år gamle flasker i landet tappet med skruelåg, som giver et vigtig indblik i langtidsudviklingen.
Man kan vælge at tro på, at vin ikke lagrer ligeså godt under skruelåg som under korkprop, men der er ikke videnskabeligt belæg eller historisk erfaring, der understøtter den påstand.
Skruelåg er endda blevet mere avancerede i dag end de første prototyper, og flere typer tillader ligefrem vinen at ånde en smule på linje med kork, selvom luftudvekslingen for begge lukketypers vedkommende er meget begrænset. Forekomsten af TCA i vinen lukket med skruelåg estimeres til at være under en promille, og det er et godt argument for at bruge skruelåg. Bagsiderne ved brugen tæller selve materialet, som ikke er naturligt eller biologisk nedbrydeligt samt den stadig udbredte association med skruelåg som værende forbeholdt billigere vine.
Danmark og resten af Skandinavien samt Australien og New Zealand er blandt de lande i verden, hvor skruelåget har den største forbrugeraccept. Og netop Australien og New Zealand er gået linen ud i forholdtil deres egen produktion. Flere af disse landes fineste og dyreste vine er lukket med skruelåg, og det er ikke usandsynligt, at vi på sigt vil se det brede sig til topvine andre steder i verden.