Leflaive & Associés
0 resultater
Leflaive & Associés
Anne-Claude Leflaive blev i sine sidste 10 år dybt optaget af ikke blot at skabe de mest betagende vine fra familiens berømte vinmarker i Puligny-Montrachet, men også udbrede det glade budskab om biodynamikkens urkraft til andre vinbønder i andre distrikter.
Det førte til langtidskontrakter med en række omhyggeligt udvalgte vinbønder i Côte Chalonnaise og Côte de Beaune, som dels ejede interessante parceller, dels var så optaget af biodiversiteten, at de enten allerede var biodynamiske eller fremadrettet ville praktisere biodynamik i samarbejde med Anne-Claudes team.
Resultaterne af dette samarbejde markedsføres med de samme smukke label med de 5 muslingeskaller, som i snart 100 år har mindet os om, at Domaine Leflaive ligger på pilgrimsruten, og at der kun er en rask spadseretur på 1.432 km. ned til Santiago de Compostela, men for at markere at frugten kommer udefra står der "Leflaive & Associés" på etiketten.
Men ellers er der ikke så mange hekserier. Hele vinfremstillingsprocessen er kopieret 1:1 fra Domaine Leflaive. Høsten er manuelt. Gærceller udefra er forment adgang. Gæringen får lov til at tage den tid den skal, og recepten er den samme helt oppe fra Grand Cru Montrachet og ned til den generiske Bourgogne Blanc: Langsom presning, fadgæring, 12 måneders fadlagring og til sidst 6 måneders modning i rustfrit frem mod aftapningen på flaske, der så vidt muligt sker uden klaring eller filtrering det 2. forår efter høsten.
Domaine Leflaive har tilhørt den samme familie lige siden begyndelsen, og før det har familien har dyrket druer og bygget vinfade i hvert fald siden 1717. Det var Joseph Leflaive, som lagde grundstenen i 1905 og i den efterfølgende 20 år opkøbte en lang række fremragende parceller mens Bourgogne var i knæ ovenpå vinlusens hærgen og en verdenskrig som heller ikke lod de gyldne skråninger uberørte. 24 imponerende ha. udelukkende tilplantet med Chardonnay - her i blandt 5 ha. med status af Grand Cru og 11 ha. med status af 1. Cru. - er det efterhånden blevet til, og dertil kommer, at familien siden 2004 har været på jagt efter ypperlige parceller i Mâconnais hvor det efterhånden er det blevet til et patchwork af små jordlodder på til sammen næsten 20 ha.
Domaine Leflaive var og er stadig pionerer inden for først økologisk og siden biodynamisk produktion i Bourgogne, og få andre steder er man så stålsatte i troen på, at det kun kan lade sig gøre at skabe vidunderlige vine hvis man først efterstræber fuld biodiversitet i vinmarkerne og siden arbejder i harmoni mellem jordens og månens rytmer i kælderen.
François Bouchet, der var biodynamisk rådgiver for Domaine Leflaive fra 1989 og frem til sin død i december 2005, forklarede sin approach således: "Biodynamism develops every living species thanks to specialised preparative treatments made from yarrow, camomile, nettle, dandelion, valerian, compost and silica or sand which are true catalysts of energy. It is via the plant that the whole organism is vitalised, as much as through its deep rooting in the soil as by the leaves which capture the sun’s energy. The wine which is produced is a direct result of the balance between the terroir and the atmosphere."
Anne-Claude Leflaive kom til som 3. generation i 1990 og nåede at få 3 år ved siden af sin far Vincent Leflaive inden han døde. De første år arbejdede hun sammen med sin fætter Olivier Laflaive, men da hans negociant projekt for alvor begyndte at få luft under vingerne fandt familien, at det var bedst, de fortsatte hver for sig. Anne-Claude stod herefter i spidsen for konverteringen fra traditionelt landbrug til biodynamisk produktion inden strategiske opkøb i Mâconnais og etableringen af Leflaive & Associés.
Anne-Claude blev fejret som “The best white wine maker in the world” I Decanter Magazine I 2006, grundlagde en særlig skole for biodynamik ”Ecole du Vin et des Terroirs” i Puligny-Montrachet, og nåede lige at modtage sine kollegaers fornemste hæder i form af ”The Winemakers' Winemaker Award” i 2014 inden hun desværre tabte kampen mod kræften bare 59 år gammel.
I dag er det hendes nevø og grundlæggeren Joseph Leflaives tipoldebarn Brice de La Morandiere, der i 4. generation fører det stolte domaine videre. Det bliver i familien!
Vinene
Leflaive & Associés (ca 7 ha) (Le négoce haut de gamme)
Auxey-Duresses Blanc | 1.3 ha | tilplantet: Ikke oplyst
Bourgogne Blanc | 4.0 ha | tilplantet: 1950-1990
Puligny-Montrachet | ha ikke oplyst | tilplantet: Ikke oplyst
Rully Premier Cru | ha ikke oplyst | tilplantet: 1950
Løgismose har tilbudt vine fra Domaine Leflaive i mere end 25 år. Ofte i så begrænsede mængder at de ikke flages her på hjemmesiden. Du ser vores aktuelle udvalg her og du er altid velkommen til at efterspørge yderligere muligheder pr. e-mail.