Under devisen "The earth does not belong to mankind, it is mankind which belongs to the earth" har den hollandske rigmand og iværksætter Eric Albada Jelgersma, der også ejer de to ikke helt ukendte slotte i Bordeaux Château du Tertre og Château Giscours, lige siden han i 1998 erhvervede Caiarossa været optaget af, at bæredygtighed og kvalitet skulle gå hånd i hånd.
De første år var ikke uden udfordringer, og det er nok ikke forkert at hævde, at bæredygtigheden havde førsteprioriteten i de første års samarbejde med Demeter om at efterleve Rudolf Steiners principper og efterstræbe først den økologiske og siden den biodynamiske certificering. Men i 2003 henholdsvis 2005 kom man i mål med dokumentationen, og siden er det nærmest som om, vinene er sprunget ud med en ny og ubesværet delikatesse, som kun kan fascinere. Især hvis man interesserer sig for det særlige aftryk, som det toskanske terroir sætter i druerne fra Bordeaux.
Sådan er det også i 2017 på trods af, at der er tale om en af de varmeste årgange i Maremma nogensinde hvor regnen fuldstændig udeblev i hele juli og august, og vinstokkene derfor var overladt til den fugt, som rødderne kunne finde. Der er tale om en høst som strækker sig over mere end en måned på grund af de forskellige druesorter. Druerne sorteres efterhånden, som de ankommer til kælderen såvel før som efter at stilkene er fjernet, og derefter dratter de ved hjælp af tyngde kraften med i betontanke og store egefade på etagen nedenunder hvor gæringen uden fremmede gærstammer finder sted og efter et par måneder når den malolaktiske gæring også er veloverstået fortsætter vinene endnu en etage ned hvor de lander i en blanding af små og større såvel nye som brugte franske fade. Her varierer tiden i fadene af druesorten. De første er allerede tilbage i betontankene efter 12 måneder, og efter 18 måneder er fadlagringen afsluttet for alle vinene, hvorefter den endelige cuvée sammenstikkes, og efter yderligere måneders modning tappes på flaske uden klaring eller filtrering.
En flot vin som især profileres af Cabernet Frank, der i 2017 også har fået lov til at dominere. Masser af mørk såvel frisk som tørret frugt med kirsebær, solbær og figen i front, som bliver serveret på en bund af fadsødme, peber, salvie og kanel. Rig, koncentreret og meget moden, men ikke direkte rosineret i sit udtryk. Tværtimod med friskhed og nogle tanniner, som stadig napper i en lille smule.
(smagt 1120)