Historien om Véronique og Aimé Guibert, som var på udkig efter et hus langt ude på landet og faldt for nogle gamle bygninger ved den lille flod Gassac, er vidunderlig. De vidste ikke meget om vinavl, men der fulgte en del jord med, og via kontakt til den berømte geolog Henri Enjalbert og senere et opsigtsvækkende samarbejde med den endnu mere berømte professor og ønolog Emile Peynaud kom de til at skrive historie. Som Emile Peynaud senere udtalte til Alastair Mackenzie: "Jeg har rådgivet de største producenter i Frankrig, men jeg har aldrig tidligere været så heldig at være med til fødslen af en Grand Cru".

Det var rødvinen fra Mas de Daumas Gassac, som kom til at skrive historie da det franske magasin Gault et Millau i oktober 1982 kaldte den for "Un Château Lafite de Languedoc" og lige siden har denne vingård været en institution og en darling på den franske vin scene. Da de første rødvine dukkede op, var de selve beviset på, at Languedoc gemte på et potentiale, som generationer af vinbønder havde glemt at udfolde, og rødvinen er angiveligt fortsat det bedste Bordeaux-blend, der produceres i Frankrig udenfor Bordeaux.

Hvad de færreste ved er at Aimé Guibert allerede i 1982 begyndte at eksperimentere med det, der den dag i dag er denne Rosé Frizant, og at en af den tids influencere Jane MacQuitty kaldte den allerførste cuvée for intet mindre end ”one of the best pink wines I’ve ever tasted!”.

Vinen var de første år en ”saigné” trukket fra den gærende rødvin, men siden midt 90érne har der væres tale om en mindre risikabel produktion på lidt tidligere høstet frugt og en most, der fik sin farve fra tre meget langsomme såkaldte ”pressurage en grains ronds” af de hele drueklaser.

Mosten er gæret i rustfri ståltanke, som hen mod gæringens afslutning er blevet lukket af således at kulsyren fra den sidste del af gæringen ikke kunne slippe fri og derfor bliver vekslet til fine perler i vinen. Præcis som i Prosecco-land, men samtidig på forkant med den eksplosion i popularitet, som vinene fra bakkerne mellem Valdobbiadene og Cornegliano siden har oplevet. Uden sammenligning i øvrigt.   

En meget aromatisk og delikat blidt perlende rosé. På ingen måde seriøs eller alvorlig. Det har aldrig og er stadig heller ikke meningen. Bare en utrolig jovial tørstslukker med charmerende noter af ribs og modne jordbær og citrus til næsen, en lille fylde i munden og så en god syre som fanger de omkring 10 g. sukker som er efterladt i vinen.

What’s not to like? Som aperitif. Som en god kammerat i det asiatiske køkken. Som et wake-up call til alle dem som overser de utraditionelle mousserende vine.  

Historien om Mas de Daumas Gassac tog sin begyndelse da Véronique og Aimé Guibert var på udkig efter et hus langt ude på landet og faldt for de gamle bygninger ved den lille flod Gassac. Med i købet fulgte en del jord og ved en tilfældighed fik de kontakt til den berømte Professor og geolog Henri Enjalbert, som havde specialiseret sig i relationen mellem jordbund og druer og blandt andet var forfatter til bogen "L'origine de la qualit".

Det tog ham kun et par timer at fastslå at jordbunden var noget ganske særligt og at man givet kunne producere vine af Grand Cru kvalitet på stedet. Ikke mindst fordi det kolde vand fra en lille flod og de underjordiske kilder skabte et mikroklima, der mindede en hel del om Medoc.

I 1972 blev de første Cabernet Sauvignon vinstokke plantet i form af stiklinger fra en håndfuld af de berømte slotte i Medoc og samtidigt påbegyndtes arbejdet med at omdanne den gamle vandmølle ved floden til en moderne vinkælder. Den 13. september 1978 kom den dengang berømte professor og ønolog Emile Peynaud for første gang fobi. Det var i sig selv opsigtsvækkende fordi han havde nok at se til på Chateaux Margaux, Haut Brion, Mission Haut Brion, La Lagune og flere andre, men han havde hørt om projektet og var nysgerrig og udtalte senere: "Jeg har rådgivet de største producenter i Frankrig, men jeg har aldrig tidligere været så heldig at være med til fødslen af en Grand Cru".

Overvåget af Emile Peynaud kom den første årgang til verden få uger senere og i efteråret 1980 blev de første 17.866 flasker sat til salg som en simpel "vin de table de France".

I dag er det Véronique og Aimé Guiberts 4 sønner, der driver virksomheden videre og ved siden af Mas de Daumas Gassac vinene har man etableret varemærket Moulin de Gassac der dækker over 6 forskellige labels og mere end 20 forskellige vine fremstillet i samarbejde med en stribe lokale vinbønder.