En af Georges Duboeuf’s tidlige partnere var Gérard Charvet, der har opkaldt sit domaine efter de smukke roser, som vokser på vingården og for enderne af rækkerne med vinstokke. Han begyndte at spare med Georges Duboeuf helt tilbage i 1976 og siden midten af 90'erne lod han Georges Duboeuf og hans team overtage broderparten af aftapningen og distributionen af produktion.
Gérard Charvet er en af de mest passionerede skikkelser i hele Beaujolais. Han tilbringer utallige timer i sine vinmarker undtagen når han tilbringer alle døgnets vågne timer i kælderen, når druerne forvandles til vin. Hans mantra er, at det rustfri stål, som godt nok indkapsler frugten perfekt, også tilføjer vinen et strejf af sterilitet og derfor ikke må stå alene. Derfor modner en del af vinen på brugte fade og nogle gange enkelte nye fade, således at den endelige vin som Gérard Charvet så smukt formulerer det: "udtrykker et herligt øjeblik af win-win."
En fint parfumerede og fint koncentrerede Gamay med dejlige aromaer af blomstrende pæon og mørke bær - især brombær og hindbær - som bliver suppleret af vaniljestrejf og friske parfumerede urter, der bliver omfavnet af milde tanniner. Fin fylde, elegance og finesse i samme sip!
Velegnet til det meste, men bedst sammen med de mere elegante serveringer.
Generelt om årgang 2020 i Beaujolais:
Teamet hos Georges Duboeuf fortæller, at arbejdet med høsten og den efterfølgende vinfremstilling ikke blev væsentligt vanskeliggjort af de mange forskellige forholdsregler, herunder indrejse-restriktioner for høstarbejderne, og der er begejstring for den samlede kvalitet i 2020-årgangen.
Juli var ekstremt tør med kun ¼ af den normale nedbør. Det var den tørreste juli siden 1959, og derefter var der flere gange i august tale om reel hedebølge, hvor temperaturen flere dage nåede op forbi 40°C. Tørken og varmen fremskyndede modningen af druerne, og derfor begyndte høsten allerede den 20. august, hvilket var næsten tre uger tidligere end i 2019. Kun 2003-høsten er startet tidligere.
Der var over alt tale om meget sunde druer, og derfor kunne Duboeuf’s team nøjes med at fjerne mindre end 1% på sorteringsbælterne, hvilket er et tegn på høj kvalitet. Ikke desto mindre drillede selve vinfremstillingsprocessen idet først den alkoholiske og senere den malolaktiske gæring havde tendens til at gå i dvale. Chefvinmager Denis Lapalu og Master-Blender Emeric Gaucher var derfor i et par uger på arbejde både dag og nat for at sikre opvarmning eller nedkøling af de mange ståltanke med gærende vine i det store centrale anlæg og for at bistå med råd og rådgivning ude på de enkelte vingårde.
Denis Lapalu beskrev druerne som fantastiske, men små og fulde af sukker og det betød et gennemsnitligt naturligt alkoholindhold på 13,22%, hvilket var 0,42% mere end i 2019, og da skallerne samtidigt var tykke og fulde af pigment, blev der også tale om en meget dybere farve end i 2019.
Emeric Gaucher sammenligner 2020-årgangen med 2015 og for de bedste cuvéers vedkommende med 2018, og siger: "Det er indlysende, at vinene i år kommer med en meget høj grad af modenhed, men smagsprofilen er slet ikke som i 2003, som var for kogt og hvor mange vine lugtede som svesker. Her er der tale om frisk mørk frugt så som solbær og andre mørke bær."
I det hele taget er der tale om en flot årgang, hvor det eneste lille minus er kvantiteten. Det er tilladt at høste 58 hl. for Beaujolais-Villages. Georges Duboeuf nåede ingen steder ikke op over 50 hl.