Denne vin fra de forskellige varianter af druen Boal er en fremragende introduktion til den halvt søde, eller måske rettere halvtørre side af Vinhos Barbeito spændende og højt profilerede univers af Madeira vine. Det kan smages at Barbeito ’s vinmager med det imponerende navn Ricardo Diogo Vasconcelos de Freitas virkelig har evnen og midlerne til at lede efter det ultimative udtryk.

Druerne er høstet fra forskellige parceller omkring Campanário, Estreito da Calheta og Prazeres, hvor forskellige familier, nogle i 6 og 7 generation, passer og plejer vinstokkene. Druerne køres ned til vingården på små lastbiler hvor de presses og påbegynder deres gæring i rustfrit stål. Gæringen standses med druesprit, når restsukkeret nærmer sig de 90g pr. liter og herefter modner vinen på gamle 300-700 liters franske fade på Canteiro måden (dvs. uden kunstig opvarmning for at forcere udviklingen).

Denne Boal modner udelukkende i den lagerhal som kaldes ”O armazém C”. Her svinger temperaturen næsten ikke med årstiderne, og det betyder at vinene i fadene virker enestående friske, når de efter 10, 12 og nogen gange 14 år sammenstikkes, filtreres og tappes på flaske.

Resultatet er en vin som skænkes med en smuk orange nuance (som er nået uden tilsætning af karamel og anden kemi). Den åbner med blide aromaer af syltet abrikos, honning, lavendel og hasselnødder, der snart finder sammen med nogle dybere lag af nyslået græs, eksotisk peber og ingefær. Fyldig, men ikke voldsomt reduktiv på grund af en fint ramt underliggende syre, som tilfører vinen en befriende friskhed.

En Madeira, der som denne ikke kan beslutte sig til om den skal være halvtør eller halv sød er en fremragende, men desværre også lidt overset aperitifmulighed. Modne faste oste er dens hjemmebane og hvis man er udstyret med et åbent sind kan det også være spændende at lade den lege med sødmen i enkle serveringer med grillede eller ristede skaldyr.

Af de hundredvis af familier, der har produceret og leveret Madeira i e sidste par hundrede år er der kun fire tilbage: Blandy, Borges D'Oliveira og så Barbeito. De tre første er stolte overlevende fra det nittende århundrede funderet på store lagre af gamle Madeira vine herunder årgange, der rækker langt længere tilbage i tiden end vinlusepidemi 1870'erne.

Barbeito derimod kom først ind Madeiras vinscene i 1940’erne på et tidspunkt hvor branchen var præget af mismod og hvor producent efter producent lukkede og slukkede. Årsagen var først en teknisk forhindring fra den amerikanske regering, der havde lukket helt ned for al import af vine fra Portugal fordi de mente at kunne dokumentere at flaskerne som vinene kom i var af dårlig kvalitet. Dernæst kom anden verdenskrig og i 6 år sørgede de tyske ubåde for at det var risikofyldt, nærmest umuligt at sejle Madeira til de vigtige britiske øer.

Midt i dette mismod havde Mario Barbeito en tyrkertro på, at alt nok skulle blive godt igen, og ligesom Charles Blandy, H.M. Borges og João D'Oliveira havde gjort det hundrede år tidligere, troede han på, at værdien af de store Madeiravine nok skulle komme op igen, når vinene blev ældre og lagrene blev mindre. Mario Barbeito havde prøvet at komme igennem med dette synspunkt mens han var revisor for Borges, men da de ikke ville lytte forlod han jobbet og begyndt at rejse rundt på øen hvor det i ly af krisen lykkedes ham at opkøbe et stort antal fade med Madeira i uvurderlige gamle årgange fra en række af de vigtigste vinproducerende familier på øen. Og mens handelen langsomt begyndte at vende tilbage gemte han sine skatte og funderede sin virksomhed på salg af yngre og mere beskedne Madeira vine.

Det blev derfor hans datter Manuela, der kom til at lukke op for skattekamrene, da hun tog over i 1970’erne. Hun sørgede for at små mængder af f.eks. Malvasia 1875, Bual 1863 og den nu legendariske Terrantez 1795 med regelmæssige mellemrum optrådte på auktionerne i London, hvilket etablerede Barbeito som det mest interessante navn blandt klodens passionerede Madeira samlere.

I dag er det Ricardo Freitas, der med dyb respekt for Madeiras historie rødder og sin mors og bedstefars visioner fører virksomheden videre, og selvom kilden til de helt gamle vine er ved at løbe tør, lykkes det stadig at markedsføre små mængder af gamle uforfalskede Madeiravine, samtidigt med at han på fire platforme tålmodigt modner store mængder af vellavet Madeira til fremtidens generationer.

Hele dette set up har fået den britiske kritiker Jancis Robinson til at kalde Ricardo Freitas for ”the established star in this atmospheric Atlantic island” samtidigt med at hun kalder Barbeito for ”Madeira’s Lafite”. Og hun er ikke alene. Ricardo Freitas blev fejret som årets vinmager i Portugal i 2010 og Barbeito’s 20-årige Malvasia blev årets vin i Portugal i 2011.