Dette er efterfølgeren til den tiljublede og allerede historiske 2016'er, som fik vor tids måske største Rhône-ekspert, John Livingstone-Learmonth, til at notere "This takes me back to the glory days of the 1960s here", samtidig med at han placerede vinen helt oppe i toppen af appellationen. Det har givet lagt lidt af et pres på Pierre Fabre, som i dag er den ledende vinmager, men han har, selvom han har været udfordret, løst opgaven.
I Løgismose er vi mere og mere overbeviste om, at Château Mont-Redon i disse år leverer på et niveau, som kommer til at gå over i historien. Det er store ord javist. Ikke mindst fordi en vis Robert Parker på toppen af sin karriere noterede "This estate has produced some of the greatest Chateauneuf du Papes I have ever tasted, including their 1949 (one of the top 25 wines of my lifetime), 1955 and 1961". Men det er der, vi er. Pierre Fabre formår på forunderlig vis at tilføre en ekstra lille film af fylde, uden det rykker ved vinens grundliggende delikatesse og finesse, og det gør denne Châteauneuf-du-Pape til en sexet autentisk elegantier, som elegant danser forbi alle de mere bredbugede Paver, når det kommer til drinkability.
Og det er en smuk historie i et år, hvor først frosten kom snigende i maj og stjal mellem 30 og 70% af frugten og hvor udbredte problemer med coulure på Grenache vinstokkene senere skabte problemer med frugtsætningen. For Pierre Fabre betød det, at han kom til at bruge lidt mere Syrah i drueblandingen og i den sidste ende, at det der skulle være blevet til mere end 300.000 flasker endte i omegnen af 180.000! Vi har fået 3 paller og der kommer desværre ikke flere.
Vinen er altovervejende skabt på 3 af de tilladte druer i appellationen, og stadig med Grenache i spidsen, som efter gæringen for den ene halvdels vedkommende modner i 228-liters Bourgognefade (hvoraf 25% var nye i 2016), og for den anden halvdels vedkommende modner i rustfrit stål. Den endelige cuvée sammenstikkes efter 14 måneder og når vinen efter et par måneder har sat sig, modtager den en let filtrering og fyldes på flasker.
En dejlig saftig Châteauneuf-du-Pape med masser af modne brombær, blommer og jordbær, der langsomt smelter sammen med de subtile søde og ristede noter fra fadlagringen. Fyldig, imponerende javist, men det er på en afvæbnende og aldrig voldsom måde. Bare legesyg og dybt inspirerende med masser af komplekse aromaer fra modne bær, ristede kaffebønner, mørk chokolade og pirrende garrigue.
Som altid smager vinen herligt, lige så snart den kommer til salg, især hvis den får lov til at åbne op for alle herlighederne i store Bourgogneglas. Om et par år bliver den endnu bedre, og vi bliver ikke overraskede hvis enestående oplevelser venter om både 15 og 20 år.