Château Beychevelle havnede i 4. cru i 1855 klassifikationen, men i lange perioder har det været almindeligt kendt, at slottet underpræsterede på grund af uambitiøst management og manglende kapital, hvilket i 1982 fik den britiske Bordeaux ekspert David Peppercorn til at referere til et mundheld, der gik på, at "et godt år for Beychevelle var et godt år for hele Bordeaux". Som den gentleman han var, måtte læserne selv fundere over, hvad det betød.
Imidlertid indledte pensionskassen "Grands Millésimes de France" aktiekøb i 1983, og i 1888 var 400 år med biskopper, hertuger, baroner og bankfolk definitivt forbi. GMF inviterede den Japanske Suntory Group med i ejerkredsen, og i et par årtier leverede de to investorer den kapital, der skulle til for at fastholde momentum i et omfattende renoverings og revitaliserings projekt, som kulminerede, da den nye glas indkapslede kælder tegnet af arkitekten Arnaud Boulain stod klar til at modtage sin første høst i 2016.
Her er det så den 3. årgang af andenvinen produceret i den nye kælder. Vinen som blev opfundet i 1950’erne og naturligvis måtte hedde Amiral med tanke på etiketten og den franske flåde admiral Jean-Louis Nogaret de la Valette, som engang residerede på slottet. I mange år var vinen en vittighed fordi den næsten ikke - eller slet ikke - blev produceret fordi det i mange år var så nemt at afsætte Château Beychevelle, at man sigtede lige så meget på kvantiteten som kvaliteten.
Det har Philippe Blanc, der siden 1995 har stået i spidsen for forvandlingen på Château Beychevelle, fået ændret på, og i dag er han og hans vinmager Romain Ducolomb så selektive, at denne Amiral i nogle årgange tegner sig for om mod halvdelen af produktion samtidig med, at den byder sig til med en aldeles charmerende elegance, som man kan nyde, mens man venter på Le Grand Vin.
Og sådan er det også i 2018 hvor man efter et meget fugtigt forår og massive problemer med meldug fik fik 4 solrige og tørre måneder frem mod høsten der begavede Beychevelle med nærmest perfekte druer, som næsten ikke behøvede nogen soignering forud for gæringen i de 59 rustfri ståltanke, som sikrer man kan vinificere parcel for parcel. Le Grand Vin og Amiral blev sammenstukket i januar efter omfattende smagninger, hvor Amiral efterfølgende så lidt færre nye fade og modnede et par måneder kortere end Grand Vin.