Aux Champs Perdrix er virkelig et Sweet Spot, og når man går en tur gennem vinmarken, og skuer ned over La Tâche og Romanée-Conti, er det svært at forstå, hvorfor der ovre på den anden side af den lille asfalteret vej skal være tale om Grand Cru, når Champs Perdrix ikke engang kvalificerer sig til 1. Cru. Der er næppe nogen som i dag kan fatte hvilke kompromisser som myndighederne for snart 100 år siden måtte forbi før forhandlingerne om Bourgognes hierarki faldt på plads.
Christophe Perrot-Minot har 0,4 ha. med omkring 45 år gamle vinstokke på Champs Perdrix og producerer år efter år en af de bedste vine på hele Côte d'Or, som ikke er medlem af Premier- og Grand Cru familien, og vinen er da også en favorit hos en række af vor tids mest dedikerede Bourgogne eksperter. Blandt andre Allen Meadow, som i sin "ultimate Burgundy reference" år efter år kalder vinen for "Outstanding" og Jasper Morris, som nu i sit otium har fået tid til at dele sin begejstring med alverden.
Druerne er naturligvis håndhøstede, med en sortering både oppe i vinmarken og nede foran kælderen og Christophe valgte i 2017 at arbejde med omkring 50% hele drueklaser. De gennemgik indledningsvis en såkaldt kold maceration sammen med de afstilkede druer ved 14 grader i rustfrit stål i en uges tid inden temperaturen blev hævet og den egentlige gæring fik lov til at gå i gang. Efter gæringen fik vinen lov til at sætte sig i 48 timer inden den blev fyldt på 1 nyt og 5 en, to eller tre gange brugte fade fra Allier leveret af Remond i Ladoix-Serrigny. Vist nok den laveste andel af ny eg i denne vin nogensinde. Vinen er modnet i 14 måneder uden omstikninger og med kun få omrøringer inden aftapningen, der fandt sted uden klaring eller filtrering.
Vinen er tappet med kvalitetspropper og hver enkelt flaske forsynes til sidst med en "logstrip", der gør det muligt at indhente oplysninger om hver enkelt flaskes videre færd på internettet. (http://www.prooftag.com/)