Denne Sauvignon, der flager med sine vulkanske rødder, var den første vin, som Stefano Inama producerede sammen med sin far Giuseppe tilbage i 1991 og også den første vin, som Inama overhovedet lancerede, og det er en lille smule interessant, fordi vinstokkene stod og stadig står på nogle af mest interessante parceller på den udslukte vulkan Monte Foscarino, der er selve hjertet i Soave Classico zonen.
Forklaringen er både enkel og sørgelig. Giuseppe Inama blev uddannet som ønolog i 1948 og begyndte i slutningen af 1960’erne at opkøbe interessante parceller med henblik på engang at tappe sin egen vin. De var billigt til salg for Soaves image var dengang spoleret af alt for mange alt for ligegyldige vine fra unge vinstokke på sletterne udenfor den oprindelige zone. Vine der fandt vej til supermarkernes nederste hylder i store glasflasker. Det var den tids bag in box.
Giuseppe Inama valgte derfor at plante en del Sauvignon Blanc fordi der simpelthen kom flere penge i banken, når han solgte druerne, og da Stefano og Giuseppe senere begyndte at producere deres egne vine, var der stadig ikke meget prestige i Garganega. Derfor satsede de i starten på Sauvignon Blanc, og de viste os, at Italiens nordligste 100% vulkanske terroir kunne tilføje helt nye nuancer til duften og smagen i vine skabt på den franske drue. Robert Parker havde da heller ikke ligefrem paraderne oppe, da han besøgte Inama første gang i 1999 og rapporterede om nogle af ”the finest dry Sauvignon Blancs ever produced”.
Der er tale om håndhøstet frugt fra flere små syd/sydvest vendte parceller helt fra bunden af Monte Foscarino og op mod toppen. Det vil sige fra 30 højdemeter og op forbi de 150 meter. Druerne køres i små plastkasser de 5 km. over til vingården, der ligger på den ”forkerte” side af motorvejen mellem Verona til Venedig. Vel fremme af stilkes druerne og presses hvorefter mosten uden svovling først får lov til at trække med drueskinnet i 3 timer og derpå får lov til at sætte sig i yderligere 24 timer eller mere inden temperaturen hæves og den egentlige gæring går i gang ved 16-18°C. uden fremmede gærstammer. Efter gæringen modner vinen 6 måneder ”sur Lie” i de samme tanke, inden den filtreres ganske let og tappes på flaske.
En ganske intens Sauvignon Blanc, der byder sig til med modne ferskner, passionsfrugt samt fennikel, mynte og andre grønne elementer, der sladrer om druen samtidig med at moden citrus og let bitter pomelo sikrer at der også er tilstrækkelig med friskhed til stede. Flot og anderledes.
Bonusinfo: Etiketten prydes af en reproduktion af en gammel skitse af arkitekten Sebastiano Serlio (1475-1554)