Denne Pajarete Dulce Augusto DM er den yderst sjældne og nærmest uopdrivelige vin fra det ældste af De Muller's Solera systemer i Tarragona. Soleraen blev sat op helt tilbage i 1851 samme år som firmaet blev etableret, og derfor opkaldt efter stifteren selv Augusto de Muller.
Navnet Pajarete (eller paxarete) blev oprindeligt givet til særligt fine og delikate vine, og oprindeligt kom de udelukkende fra skråninger på Monte Pajarete i Andalusien. Siden har udtrykket bredt sig nordpå, og endnu har ingen søgt om at få originaliteten patenteret i EU-systemet.
Druerne er primært Moscatel samt mindre mængder hvid og blå Garnacha, der tilsættes en god brandy tidligt i gæringen så restsukkerindholdet forbliver oppe omkring de 180 g. pr. liter. Efter gæringen lagres vinen 4 år på brugte fade inden den bliver brugt som topping i Solara Augusto D. M.
Der er tale om fade stablet ovenpå hinanden i 3 etager, hvor vinen starter sin rejse mod flasken på øverste etage for efter en årrække at blive tappet fra den nederste række. Hos De Muller tapper man 1/3 af indholdet fra de nederste fade på flaske hvert andet år, hvorefter der så efterfyldes nedad fra det mellemste og øverste lag hvorefter der bliver plads til friske forsyninger af fadlagret vin i de øverste fade.
Det er ganske kompliceret at beregne hvor meget vin fra 1851 der egentlig er tilbage i en flaske, men gammel, stadig mørk, ædel og sød er den, og da der kun står 4 fade i bunden af denne Solera er mængderne forsvindende små. Mindre end 250 flasker om året!
En mørk ravgylden vin med en fascinerende mange facetteret duft af friske og tørrede krydderurter, visnende duftroser, lavendel, lakerede gulve og gammelt tjæret tovværk fra sejlskibenes tid. Fyldig, kompleks og i en fantastisk balance hvor de 21% alkohol og det høje sukkerindhold på forunderlig vis aldrig stjæler opmærksomheden. En forunderlig vin.
Vinen er hædret med en Vinari D’Or Especial som den bedste Solera, der nogensinde er produceret i Catalunya og da og da Luis Gutiérrez i 2014 fik jobbet som Robert Parkers nye mand i Spanien var en af hans første gerninger at smutte forbi De Muller for at dele denne vins herlighed med alverden. Han kaldte vinen for ”en eliksir i verdensklasse” og kvitterede med de 96 point som betyder at vinen lige nu en af de mest efterspurgte på planeten.