Juvelerne hos De Muller er nu som før vinene fra de gamle Solera installationer hvoraf den ældste blev etableret i 1851 - samme år som firmaet blev grundlagt. Det vidste Luis Gutiérrez, så da han blev hyret som Robert Parkers nye mand i Spanien var en af hans første gode gerninger at besøge De Muller.
Da vinene efterfølgende blev præsenteret i The Wine Advocate i februar 2014 og vurderet fra 93 point og opefter blev De Müller bestormet med henvendelser, og fra at være en sluttet kreds af vinelskeres lille hemmelighed tilhører disse vine nu Spaniens mest ombejlede, og da de forskellige Solera'er kun består af ganske få fade er disse vine kun sjældent almindeligt til salg.
Her den meget ombejlede Solera udelukkende funderet på Moscatel de Alexandria som blev etableret som en hyldest til den modernistisk arkitekturs mester Antonio Gaudí da han døde i 1926. Bare 300 flasker tappes der årligt af denne ravgyldne eliksir, som trods 180g. restsukker fører sig frem med en forunderlig friskhed.
Vinen tilsættes en god brandy meget tidligt i gæringen så restsukkerindholdet forbliver tårnhøjt og modner derefter mellem 4 og 10 år inden den bliver brugt som topping i Antonio Gaudí's Solera. Der er tale om gamle fade stablet ovenpå hinanden i 3 etager, hvor vinen starter sin rejse mod flasken på øverste etage for efter en årrække at blive tappet fra den nederste række.
Hos De Muller tapper man 1/3 af indholdet fra de nederste fade på flaske hvert andet år, hvorefter der så efterfyldes nedad fra det mellemste og øverste lag hvorefter der bliver plads til friske forsyninger af fadlagret vin i de øverste fade.
Det er ganske kompliceret at beregne hvor meget vin fra 1926 der egentlig er tilbage i en flaske, men ædel er den blevet, og da der kun står 4 fade i bunden, må mængderne nødvendigvis forblive forsvindende små.