Fakta
- 6 stk. 994,50
Silvaner Trocken Escherndorfer Lump 1. Lage
- 6 stk. 994,50
195,-
260,- pr. l.
6 stk.
994,50
165,75 pr stk.
Spar 175,50
Beskrivelse
Horst Sauer, der ellers er en ydmyg mand som helst vil passe sig selv og sine vinstokke oppe på den berømte Escherndorfer Lump i Franken, har i de senere år gang på gang måtte binde slipset og hoppe i sit stiveste puds, når de nationale og internationale medier inviterede til endnu en hyldest.
Det er selvfølgelig de ædelt søde vine og de fornemste Grosses Gewächs som trækker læsset, men Horst og Sandras seriøsitet forplanter sig smukt ned gennem produktlinjen, hvor vi især fascineres af deres fokus på og store kærlighed til druen Silvaner, der ellers kan være nærig af natur og kræve meget af dyrkningsstedet, før den viser sit fulde potentiale.
Her er der tale om frugten fra familiens parceller på den 9,88 ha. store Escherndorfer Lump (klumpen) lige syd for og oven for landsbyen Escherndorf og i direkte forlængelse af den berømte VDP. Grosse Lage Am Lumpen, der allerede i 1655 blev benævnt som værende kilde til fremragende vine.
Høsten er manuel med sortering såvel i marken som i kælderen. Efter presningen får mosten lov til at udvikle de aromatiske aspekter i nogle dage inden gæringen i rustfrit stål sættes i gang uden tilsætning af fremmede gærstammer. Vinen modner 6 måneder i tanken frem mod en nænsom filtrering, behersket svovltilsætning og aftapningen på flaske.
Vinen kom tidlige med et stort ”S” på flaskerne for at markere at høsttidspunktet og mostvægten svarede til Spätlese, men i dag er den lille markering borte, og i stedet markeres forskellen med sorte labels på de ikoniske buttede bocksbeutels, der i mere end 300 år har været den foretrukne flaske i Franken.
En fascinerende Silvaner som gør det nemt at forstå, at druen fortsat er den regionale favorit, selvom den nationale favorit, Riesling druen i det nye millennium er blevet den internationale favorit. Underspillet og finurlig på en måde, så man nemt kommer til at tænke "nå var det bare det". Men så er det, man pludselig opdager den kølige finesse og den kalkede læskende mineralitet, der kan minde lidt om og fascinere på samme måde som en god Chablis.
En lydhør kavaler til for eksempel en frisk ceviche af torsk eller kulmule eller sammen med hjemmelavede forårsruller med stadig knasende grønsager efter vietnamesisk forbillede.
Producent
Horst Sauer, der ellers er en ydmyg vinbonde, som helst vil passe sig selv og sine vinstokke oppe på den berømte Escherndorfer Lump i Franken, har i de senere år gang på gang måttet binde slipset og hoppe i sit stiveste puds, når de internationale og nationale medier inviterede ham op på podiet for at fejre ham som ”Winzer des Jahres”, ”Die Besten Winzer”, ”German Wine Producer of the Year”. Bare for at nævne nogle af de seneste. Listen er meget længere!
Sammen med datteren Sandra, har han skabt en af de smukkeste kollektioner i Franken, og med overlegen stabilitet er det år efter år lykkedes at levere på et ualmindeligt højt niveau. Ja, det er måske endda sådan, at vinene de senere år har fået et ekstra lag af elegance uden at den i forvejen forførende og originale stil pantsættes. Og måske sker det fordi Sandra langsomt har fået lov til at få det sidste ord i kælderen.
Det er næsten magisk, og det er svært at forestille sig et mere lykkeligt generationsskifte. Sandra lægger imidlertid ikke skjul på, at de frugtbare diskussioner indimellem har været højlydte. Det hele har ikke bare været "Friede, Freude und Eierkuchen", som hun formulerer det, men ved at enes om en strategi funderet på "Beobachten, Verstehen und Verbessern" (først observere, så prøve at forstå og derefter forsøge at forbedre) er de blevet enige om det allermeste. Og da det i december 2020 kom frem, at den respekterede fagjury bag "Der Berliner LagenCup" havde kåret Sandra til "Winzerin des Jahres 2020", bemærkede en tydelig stolt Horst Sauer med sit sædvanlige glimt i øjet: “Jeg tror ikke længere, jeg tør vise sig i kælderen.”
Ved siden af et usædvanligt talent for at veksle druer til vin, som Sandra lykkeligvis har arvet har Horst Sauer også en følsom poetisk åre som vi ikke vil undlade at dele.
For eksempel har Horst Sauer formuleret sin passion således:
Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder - ord og billeder fra fortiden - eller forventninger til fremtiden? Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogle gange bliver det en lille en, andre gange bliver den overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk - alt afhængig af situationen og af hvordan du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin. Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke.
Og det er også Horst Sauer, der fører pennen når hans og familiens situation smuk ridses op:
Vi bor omgivet af de vinmarker, som vi brænder for. Vores vinstokke er lige så afhængige af os, som vi er af dem. Ordløst, men respektfuldt udveksler vi ideer og hvert år forbløffes vi over vinstokkenes evne til at trække aromaer, dufte og smage op fra dybet og frem i lyset. Arbejdet i vingården er bestemt af naturens harmoniske rytme mellem knopskydning, høst og beskæring.
Vores vingård ligger i hjertet af Escherndorf, hvor det ene hus ligger klinet op ad det næste, og vi bor bogstaveligt talt i naturen midt mellem vand og vin. Nedenfor danner Main-floden en majestætisk sløjfe, og oven over os bliver vi omfavnet af vores vinstokke, som hvert år suger nyt liv fra tertiærtidens kalkholdige kalksten.
Vi har boet i Escherndorf i generationer, og her fortsætter vi vores forsøg på at skabe elegante og karakterfulde vine i et kreativt samspil mellem den ene generation og den næste, funderet på de fantastiske muligheder, som naturen og det unikke Escherndorf-terroir giver os.
Vores vision er at få kalkstenen til at skabe resonans i vores vine, og hvis du finder nydelse, når vore vine rammer dine læber og din gane, så er alt godt.
Fakta:
Samlet areal: 21ha.
Vinmarker:
VDP.Erste Lagen: Escherndorfer Lump, Escherndorfer Fürstenberg
VDP.Große Lage: Escherndorf am Lumpen 1655
Jordbund:
Muschelkalk, Lettenkeuper, Lößlehm
Druesorter:
38% Silvaner, 23% Müller-Thurgau, 15% Riesling. Derudover Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina og Weißburgunder
Produktion:
Ca. 180.000 flasker fordelt på op til 30 forskellige vine.
Medlem af den prestigefyldte tyske producentforening VDP (Verband Deutscher Prädikatsweingüter) siden 2001.
Horst Sauer valgte Løgismose som sin primære partner i Danmark i efteråret 2008. Lige siden har vi tilbudt et udvalg af især de tørre vine, og du finder det aktuelle sortiment her
Oprindelse
Region
Franken ligger i den nordvestlige del af den tyske delstat, Bayern. Floden Main snor sige gennem området, og mange af regionens bedste vinmarker ligger på sydvendte skråninger ned mod floden. Jordbunden er flere steder rig på muslingekalk. Müller-Thürgau er den mest plantede sort stærkt efterfulgt af Silvaner, som er Frankens helt store specialitet. Mange anser Silvaner fra Franken for at være det højeste man kan opnå med den drue. Også Riesling er plantet og grønne druesoter udgør mere end 90% af beplantningerne i Franken. Franken ses nogle gange omtalt som Tysklands Chablis pga regionens mineralske vine.
Næringsdeklaration
Indeholder sulfitter