Bodega José De La Cuesta blev grundlagt i 1894 og positionerede sig i begyndelsen af 1900-tallet som af de allerbedste Sherry producenter. For at kunne få del i de spirende eksporteventyr smeltede firmaet i 1932 sammen med Antonio Caballero & Nephews, som var i færd med at etablere som et af Spaniens stærkeste eksporthuse. Desværre fulgte den spanske borgerkrig og 2. verdenskrig og Bodega José De La Cuesta fik aldrig sit internationale gennembrud. I stedet blev de en solid, men stadig mindre betydende del af det selskab, vi i dag kender som Caballero desde 1830.

I 1990 overtog Caballero Bodegas Lustau og i de kommende år blev Bodegas José De La Cuesta reduceret til et brand, som Lustau kunne benytte på markeder hvor de ønskede flere forskellige samarbejdspartnere.

Der er imidlertid ikke noget sekundært over de vine som tappes i La Cuesta regi. Lustau ’s vinmager Sergio Martinez går lige så seriøst til opgaven som når det gælder Lustau's flagskib PX, og skeler man et kort øjeblik på prisen er dette intet mindre end en fantastisk vin.

Her er tale om en 100 % PX Sherry, hvor druerne efter høsten som traditionen byder lægges til tørring på jorden udenfor Bodegaen (nej det bliver ikke regnvejr) forud for gæringen, som standses med brandy allerede når alkoholen rammer 5%, for at indkapsle sødmen. Herefter følger minimum 10 år på amerikanske fade i et solera system, som kan føres tilbage til tiden hvor José De La Cuesta opererede som en selvstændig Bodega.

En mørk ravgylden olieagtig vin, som næsten ikke kan slynges rundt i glasset. Svedende figner, kandiserede frugter, rosiner, melasse og duften af mættede engelske julekager fylder næsen og snart følger honning, karamel og syltede appelsiner trop. Meget sødmefyldt, rig og intens i munden, med en usædvanlig lang, cremet og aromatisk og mættende eftersmag.

Et historisk og traditionsrigt glas til desserter, alt hvad der bare dufter at chokolader og også fremragende til selv de pikante blå oste.  

Det er ikke kun Vorherres veje der er uransagelige. Sherryens veje er det også. Således repræsenterede Løgismose oprindeligt Sherryhuset Domecq og deres berømte Manzanilla Macarena, Fino la Ina, Amontillado Botaina, Oloroso Río Viejo, Cream Candela og Pedro Ximénez Viña 25.

Lige efter årtusindskiftet begynder det gamle familiefirma at knirke og i 1994 fusionerer de med Allied Lyons og bliver til Allied Domecq, som i 2005 bliver opkøbt af Pernod Ricard. Alexandre Ricard og hans team ser imidlertid ikke det store vækstpotentiale i Sherry og det oprindelige Domecq bliver derfor solgt videre til Luis Caballero, som allerede i 1990 havde profileret sin port folio med Emilio Lustau.

Og således gik det til at vi nu også repræsenterer Emilio Lustau - eller rettere vinene fra Bodega José De La Cuesta samt de 6 berømte topvine fra det hedengangne Domecq, som Lustau's chefønolog Manuel Lozano med stor respekt sørgede for blev en del af familien og i mange år producerede i den stil og kvalitet, som gjorde vinene verdensberømte.

Manuel Lozano blev i forbindelse med "The International Wine & Spirit Competition 2009" i London hædret som årets spanske vinmager samtidig med, at vinene fra Emilio Lustau stak af med flest priser blandt alle spanske vinproducenter.

Efterfølgende har Manuel Lozano indtaget en særlig plads i London, idet han hvert år er blevet kåret som "Best Fortified Winemaker of the Year" lige indtil han pludselig døde i april 2016 bare 61 år gammel. Hans efterfølger blev Sergio Martínez, der havde været Manuel’s højre hånd i 14 år, og forunderligt nok kunne Sergio Martínez i juli 2017 lade sig fejre som "Best Fortified Winemaker of the Year 2016”.