Det vakte forundring, da det i det sene efterår 2015 kom frem, at den svenske Champagneekspert Richard Juhlin var blevet overtalt til at lægge navn til en ny serie af mousserende vine uden alkohol, som det lille svenske firma MRG Wines lancerede som ”Richard Juhlin Non Alcoholic Premium Wines”. Var manden, der snart har smagt 9.000 forskellige Champagner, blevet syg? Var han i færd med at kompromittere sig?
Efterhånden som flere og flere fik smagt den første vin i serien, en "Blanc de Blanc", blev forundringen imidlertid vekslet til respekt, og flere eksperter medgav, at hvis det skulle være var tale om nogle af de bedste bobler, der foreløbig er produceret, hvis præmissen er 0 tolerance overfor alkohol.
Det var ildsjælen Muazzez Moa Gürbüzer, der stod bag initiativet og lancerede vinen via sit firma MRG-Wines og da den passede smukt ind i det svenske Systembolag 's overordnede strategi, fik den umiddelbart succes og blev fulgt op af denne rosé, og da der nu ikke længere var tale om en enlig svale valgte mægtige Pernod Ricard at inkludere vinene i porteføljen, hvorefter døren til det internationale marked blev åbnet vidt gab. Her blev det anført, at navnet ”Richard Juhlin Non Alcoholic Premium Wines” var noget af en showstopper og derfor blev det erstattet af brandet "Oddbird" med det fine påfuglelignende logo.
Richard Juhlin deltager ikke i produktionen, men godkender slutresultatet og deltager aktivt i den meget veltilrettelagte markedsføring der blandt andet inkluderer sponsorater indenfor motorsport hvor bobler altid har spillet en betydelig rolle. F.eks. har de alkoholfri vine været med ombord da Sheikh Salman bin Isa Al Khalifa arrangerede 2017 udgaven af sit ekstravagante race sammen med sine ligesindede i SuperCars Club Arabia.
Vinen er produceret på frugten fra efterhånden 150 ha. med Chardonnay og Pinot Noir i det centrale Languedoc. Druerne høstes lidt før fuld modenhed og gæres til vin i rustfrit stål. Herefter modner den unge Chardonnay hovedsageligt i ståltankene, mens Pinot Noir ser små fade i op til 12 måneder inden den endelige basisvin sammenstikkes. Herefter gennemgår basis en avanceret og delvis patenteret proces i familie med omvendt osmose, der på én gang fjerner al alkohol og tilføjer bobler.
Resultatet er blevet en fin sart rosa mousserende vin med en fin sprød syre, afbalanceret friskhed, og en ikke for markant restsødme, der skal balancere syren og få os til at glemme fraværet af alkohol. Der er toner af lime og røde bær, og frem for alt virker den ikke syntetisk og synes fri for spor af kemi.
"Odd bird" er i øvrigt slag for "strange bird" eller på dansk en "underlig fugl". Et udtryk som bruges personer, som ikke overholder, eller nægter at lade sig begrænse af almindelig skik og brug. Et velvalgt brand navn til en alkoholfri drik, som skal begå sig i vinens verden.