Legendariske May-Eliane de Lencquesaing valgte i 2007 at sælge Château Pichon Lalande de Comtesse til Frederic Rouzaud fra Champagne Roederer og deres investorer, og dermed ophørte en mere end 250 år lang epoke.
Siden har først Sylvie Cazes og fra 2012 Nicolas Glumineau sammen med arkitekterne Philippe Ducos og Alexandre Rougier stået i spidsen for en af de mest ambitiøse og kostbare renoveringer på venstre bred i det nye årtusinde, og man behøver kun at investere i en enkelt flaske for at blive overbevist om, at de nye ejere virkelig mener det. Og det behøver ikke gang at være Le Grand Vin. Anden vinen Reserve de la Comtesse eller Pichon Comtesse Réserve, som den har heddet efter en makeover i forbindelse med frigivelsen af 2017-årgangen, viser i den grad også retningen.
Så selvom vinene under May-Eliane de Lencquesaings regime var ikoniske, så ved vi nu, at hun ikke forløste hele potentialet, og Château Pichon Lalande de Comtesse udstråler i disse år en charmerende elegance og inciterende sensualitet, som næsten ingen andre vine på venstre bredden matcher.
Slottet har for tiden små 80 ha. i produktion med i gennemsnit 40 år gamle vinstokke - heraf 11 ha. som kultiveres dokumenteret økologisk mens resten er i langsom transformation under det bæredygtige regime, som franskmændene kalder HVE (Haute Valeur Environnementale).
Høsten er manuel og fremme i den nye kælder, der er konstrueret i 3 etager, så næsten al pumpning overflødiggøres, fjernes alle stilke inden druerne sorteres først i et højteknologisk Laserstyret anlæg og derefter manuelt. Gæringen finder sted i en imponerende hal, hvor der er installeret 70 temperaturstyrede rustfri ståltanke i forskellige størrelser tilpasset de forskellige parceller omkring slottet.
Kort efter nytår sammenstikkes Le Grand Vin efter omfattende smagninger, og så - af de "sørgelige" rester denne anden vin med tilskud af vine fra de yngre vinstokke, som alle kultiveres økologisk. Vinen har set hele 40% nyre fade og er modnet 12 måneder med den traditionelle klaring med friske æggehvider undervejs og aftapningen på flaske, der inkluderede en let filtrering.