• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Paneret svinebryst og stegt jomfruhummer 

- med sauce Americaine

Surf 'n turf – en velkendt betegnelse for retter der kombinerer skaldyr (dyr, der lever i vand, deraf ‘surf’) og kød fra eksempelvis køer eller grise (dyr, der lever på græs, deraf ‘turf’). Vores kok kommer her med sin version af Surf 'n turf hvor pankopaneret svinebryst møder stegte jomfruhummere i den klassiske franske sauce Americaine. Nyd med et afkølet glas Spätburgunder.

Gastronomisk udvikler & kok Christian Tørring | 01. marts 2021 | Nr. 02 2021

OPSKRIFT TIL 4 PERSONER 

INGREDIENSER:

• 1 kg flot marmoreret svinebryst uden svær og ben

• 12 stk jomfruhummer – så store som muligt (8/12), kog fond på skallerne - få opskriften her.

• 2 dl kraftig skaldyrsfond

• 2 dl kraftig hønsefond

• 1 bundt estragon

• 250 g dadeltomater

• 1 skalotteløg

• 2 fed hvidløg

• 2-3 spsk smør

• Cognac til flambering

• 1 lille pose spinat

• 1 pakke broccolini

• Salt og peber

• Piment d’Espelette

• 1 citron, saft og skal heraf

• Æg til panering

• Pankorasp

• Mel

• Olivenolie til stegning

SÅDAN GØR DU:

DAGEN FØR: Krydr svinebrystet med salt, peber og citronskal og bag i ovnen ved 140 °C til det er mørt (ca. 2 timer). Sæt brystet i pres i køleskabet til dagen efter. 

4-5 TIMER FØR SERVERING: Skær i skiver på ca. 2 cm som paneres i mel, æg og rasp inden stegning. 

Jomfruhummerne ordnes og halerne (uden skal) lægges til side. Kog en fond på skallerne. (Find opskriften her)

Læg et snit i spidsen af daddeltomaterne og dyp dem kortvarigt i kogende vand. Kom dem herefter i isvand og herefter kan skindet gnides af. Vend tomaterne i olivenolie, salt og sukker og bag dem i ovnen ved 100 °C i ca. 3-4 timer.

FØR SERVERING: Steg det panerede svinebryst på en pande til det gyldent på alle sider. Steg jomfruhummerhalerne på en meget varm pande på rygsiden og sæt dem til side når de er færdigstegt efter et par minutter.

Tilsæt smør, hakket skalotteløg og hvidløg. Tilsæt cognac og flambér ved at sætte ild til væsken – pas på hår og øjenbryn. Tilsæt herefter hummerfond og hønsefond og reducér til en passende, let cremet konsistens. Tilsæt de bagte tomater før servering samt hakket estragon og en pæn mængde koldt smør. Smag til med salt, Piment d’Espelette og citronsaft.

Anret svinebryst, jomfruhummer og sauce pænt på tallerken med letdampede broccolini.

FIND FLERE OPSKRIFTER

Gå på opdagelse og lad dig inspirerer i vores store opskriftunivers.

Se vores opskrifter her