• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Løgismose Kylling i asparges – kyllingefrikassé

Få Christians opskrift på kylling i asparges – eller kyllingefrikassé, som det også kaldes. Det klassiske fyld til tarteletter, perfekt til påskefrokosten. Er det ikke til at få fat i morkler eller andre gode svampe kan du også bruge nye, grønne ærter i retten.

Gastronomisk udvikler & kok Christian Tørring | 29. marts 2021

OPSKRIFT TIL 4 PERSONER

INGREDIENSER:

KYLLING:

  • 2 stk. Løgismose Kyllingelår
  • 1/2-1 løg
  • 1 gulerod
  • 1/4 knoldselleri
  • 1 fed hvidløg
  • Urter til kogning – fx laurbærblade, persille, estragon, timian
  • Salt

SAUCE:

  • 6 friske, grønne asparges
  • 100 g friske morkler eller andre svampe
  • 1,5 dl piskefløde
  • 5 dl kyllingefond fra kogningen af kyllingelår
  • 50 g smør
  • 50 g hvedemel
  • Salt og peber

TILBEHØR:

  • Tarteletter eller nye kartofler
  • Friskhakkede urter
Løgismose kylling i asparges i tarteletter

SÅDAN GØR DU:

KYLLING:

Skær gulerødder og selleri i grove tern og del hvidløget i to. Læg i kyllingelårene i en gryde med ca. 1,5 liter letsaltet vand og tilsæt løg, gulerødder, selleri, hvidløg og urter.

Kog dem til de er møre, ca. 30 minutter. Kog dem gerne dagen før de skal bruges og lad dem trække i fonden på køl, natten over.

Pluk kødet fra lårene og sigt fonden gennem en si. Kog fonden ind, til den smager dejligt – du skal bruge ca. 5 dl til denne opskrift.

SAUCE:

Smelt smørret i en gryde og rør melet i. Tilsæt kyllingefonden mens du rører og kog saucen igennem. Tilsæt herefter piskefløde og det plukkede kyllingekød.

Skær de grønne asparges i passende mundrette stykker og steg dem sammen med morklerne på en tør pande. Tilsæt asparges og morkler til saucen og smag til med salt og peber.

Servér høns i asparges i tarteletter eller til nye kartofler kogt med løvstikke og persille.

Flere opskrifter til påskefrokosten?

Gå på opdagelse i vores påskeopskrifter og find sprøde hønseæg, lammekrone, hønsesalat, marinerede sild og meget mere til frokostbordet.

Opskrifter til påske