• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Lammekam med bitre salater og kartofler

En halv lammekrone, det er, hvad en lammekam er. Lammekammen serveres her med friske og sprøde bitre salater, der giver dejligt modspil til den karakteristiske lammesmag. Servér retten til påskefrokosten og lad den fungere lidt som flæskestegen til julefrokost; som frokostens hovedrolle.

4 Personer

INGREDIENSER

1 kg lammekam
1 kvist rosmarin
1 kvist timian
2 fed hvidløg, groft snittet Salt og peber
600 g små kartofler, halveret

BITTER SALAT
1 radicchio
1 frisée
2 endives
1 skalotteløg
1⁄2 citron, saften heraf
Bredbladet persille, til pynt

Sådan laver du lammekam med bitre salater

Tænd ovnen på 220 °C. Tag en kniv og rids fedtet på lammekammen, rids også gerne ned igennem senerne, men ikke ned igennem kødet! Krydr lammekammen med friskkværnet peber og uraffineret havsalt. Læg lammekammen på en stegepande med moderat temperatur med sværen opad og steg af i 12-15 minutter. Kom herefter lammekammen i ovnen på en bradepande i 12-15 minutter. Kom rosmarin og timian samt hvidløg ved under stegningen. Læg de halverede kartofler på stegepanden med snitfladen nedad og steg dem godt af så de tilberedes i lammefedtet, til de har let bid. Når lammet er ude af ovnen, skal det hvile i 15-20 minutter før servering.

Gør salatbladene klar mens lammekammen hviler; skyl og rens salaten for sand. Skær skalotteløg i tynde ringe. Anret salaterne på et stort fad. Når lammekammen har hvilet, varmes den igen i ovnen i yderligere 2-5 minutter ved 220 °C. Skær herefter kammen i ‘chops’ ved at skære mellem benene og anret herefter på salaten. Hæld lammefedt og hvidløg fra stegepanden samt citronsaft over salaten og top med skalotteløgsringe og bredbladet persille.