• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Hjortevildt med græskar

Jagtsæsonen er i gang! Det betyder, at vi atter skal nyde då-, rå-, sika- og kronvildt. Det mørke, delikate kød med den fine vildtsmag passer rigtig godt til sæsonens mange former for græskar. I denne opskrift tilberedes græskaret både i ovnen og som puré og substituerer på fineste vis den traditionelle kartoffel. Med de letløbende Bolgheri-vine i glasset er du sikret en fortræffelig efterårsmiddag.

Opskrift til 2 personer 

INGREDIENSER

  • 400-500g afpudset hjortefilet
  • 1 hokkaidogræskar, skrællet
  • 3 cm rød chili, skåret i skiver
  • Et par kviste rosmarin
  • Et par kviste salvie
  • 2 fed hvidløg, skåret i skiver
  • Skal og saft af en halv, økologisk citron
  • Olivenolie
  • Smør

SÅDAN GØR DU

Skær græskarret midt over. Skær den ene halvdel i både og vend dem med olivenolie, salt, peber og chili og rosmarin- og salviekviste, hvidløg og citronskal og bag dem møre i ovnen ved 175 °C i ca. 30-35 minutter. Skær den anden halvdel af græskarret i tern og kog ternene møre i vand.

Steg dyrefileten i en klat smør 2-3 minutter på hver side og lad den hvile. Brun en god klat smør af i den stadig varme pande, sørg for at smørret ikke brankes. Hæld det brunede smør i en blender med de kogte græskartern. Blend til en glat puré. Smag til med lidt citronsaft, salt og peber.

Brus en klat smør op på en pande og vend hjorte- fileten hurtigt heri. Tag den af og skær den i skiver. Anret græskarbåde og puré (evt. formet til quenelles med en ske) samt skiver af hjortefileten og drys med saltflager og friskkværnet peber; servér straks!