Hjemmelavet vinter marmelade
Tre forskellige slags
Kvædemarmelade
INGREDIENSER - 1 stort sylteglas
165 g kvæder, uden skræl og kernehus
165 g pærer, uden skræl og kernehus
165 g æbler, uden skræl og kernehus
60 g sukker + 40 g sukker
1 dl vand
6 g pektin

SÅDAN GØR DU:
Skær frugterne i grove tern. Kom kvæder, 60 g sukker og vand i en gryde og varm op til lige under kogepunktet. Lad kvæderne varme godt igennem i ca. 10 minutter. Tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis det er nødvendig. Tilsæt pærer og æbler og lad igen varmen stige til lige under kogepunktet. Bland 40 g sukker og pektin sammen og rør blandingen i frugterne. Lad igen marmeladen småsimre i ca. 10 minutter lige under kogepunktet.
Hæld derefter marmeladen på et skoldet syltetøjsglas. Marmeladen holder sig fint i 6 måneder, hvis den opbevares mørkt og køligt. Efter åbning stilles den på køl og spises i løbet af et par uger.

Blodappelsinmarmelade
Med muscovadosukker
INGREDIENSER - 1 stort sylteglas
500 g økologiske blodappelsiner
100 g sukker + 100 g sukker
vand
200 g muscovadosukker
5 g pektin
SÅDAN GØR DU:
Vask appelsinerne, hak dem groft og pil kernerne ud. Læg appelsinerne i en gryde og tilsæt 100 g sukker, tilsæt vand, så det lige akkurat dækker appelsinerne og giv dem et forsigtigt opkog.
Hæld vandet fra og bland appelsinstykkerne med muscovadosukker og varm forsigtigt op til lige under kogepunktet. Bland pektin og 100 g sukker og rør det i den varme appelsinmasse. Lad marmeladen småsimre i ca. 20 minutter, til appelsinskallerne er møre.
Hæld derefter marmeladen på et skoldet syltetøjsglas. Marmeladen holder sig fint i 6 måneder, hvis den opbevares mørkt og køligt. Efter åbning stilles den på køl og spises i løbet af et par uger.
Mælkemarmelade
INGREDIENSER - 1 stort sylteglas
2 stænger vanilje
3 dl sødmælk
9 dl piskefløde
500 g sukker

SÅDAN GØR DU:
Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud. Kom vaniljekorn og -stænger i en gryde sammen med resten af ingredienserne. Kog forsigtig op og lad det småsimre uden låg. Rør jævnligt, til marmeladen bliver lysebrun og tyktflydende.
Hæld derefter marmeladen på et skoldet syltetøjsglas. Opbevar marmeladen på køl. Den smager bedst, hvis den spises i løbet af et par uger.