• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Helstegt multe

- perfekt til gæster

Multen har en mørk ryg med blålige eller grønlige toner. Siderne er blanke og sølvskinnende og bugen er hvid. Den har store skæl og den har en tyk overlæbe, på størrelse med øjets diameter. Heraf navnet ”tyklæbet multe” (kaldes blot multe). Multen er den mest almindelige fisk i de skandinaviske farvande.  

Kødet er saftigt, har store flager og farven er rødbrun. Den er let at tilberede og kødet skifter markant farve til hvid, når den er færdigtilberedt. Multen kan grilles, steges, ovnbages og pocheres. 

Ingredienser 

1 hel multe uden skæl ca. 2,5 kg.  

150 g smør 

2 spsk god olivenolie 

1 fennikel  

2 økologiske citroner 

5 fed hvidløg 

¼ bundt bredbladet persille 

5 kviste timian og rosmarin 

¼ bundt kørvel 

10 kviste estragon 

Lidt havsalt og friskkværnet peber 

Sådan laver du helstegt multe

 

 

Rens multen for indmad og klip gællerne af 

Afskæl multen: Beklæd vasken med en sort plastiksæk, stil et skærebræt på skrå i sækken i vasken og læg multen med hovedet nedad på skærebrættet. Med bagsiden af en kokkekniv kan de store skæl nu skrabes nedad, så de ender i sækken.  

Sørg for at alle skæl er væk, skyl multen let for at sikre, at der ikke er nogle skælrester tilbage.  

Pluk alle urter groft og skyl dem. Snit fennikel og citroner i tynde skiver og skyl dem grundigt.  

Pil hvidløgene og hak dem groft.  

Bland urter, citroner, fennikel og hvidløg sammen i en skål, sammen med olivenolien og krydr godt med salt og peber. Smør et ovnfast fad, som passer til multens størrelse, med et tykt lag smør.  

Rids den rensede og afskællede multe med små fine snit på begge sider af fileterne, men kun lige akkurat igennem skindet. Krydr multen både inde i bugen og udenpå med salt og peber.  

Skær det resterende smør i tern og bland det med urteblandingen. Fyld bugen helt op med blandingen og luk bunden til enten med et par grillspyd, eller sy den sammen med kødsnor. Stil fisken på bugsiden i det smurte ovnfaste fad og overdæk det hele med folie.  

Forvarm en ovn til 200 °C. Bag multen i ca. 30 minutter eller til den har en kernetemperatur på 52 °C det tykkeste sted på fisken – som oftest i nakken, lige bag hovedet.  

Tag fisken ud af ovnen, fjern folien og lad den trække minimum 5 minutter inden servering.  

 

TIP: Lav en formidabel sauce af stegesky og smør fra bagningen!  

Tag citronerne fra urteblandingen i fiskens bug og hæld urter, stegesky og smør fra fadet i en blender. Blend det hele grundigt til saucen er helt glat og smag til med saften fra de bagte citroner, salt og peber.  

 

Multen kan serveres med mange typer garniture, f.eks. ganske simpelt, nye kogte kartofler vendt i smør og friske krydderurter lige inden servering.