Ovnbagt helleflynder med skummende muslingesauce, kantareller og hasselnødder

Opskrift til 4 personer

Et rigtigt gæstemåltid. Helleflynder er en fornem fisk, der i selskab med piemontesiske hasselnødder, små kantareller og en ekstra skummende muslingesauce gør alle med hang til god mad fornøjede.

Gastronomisk udvikler & kok Christian Tørring | 30. september 2022 | Nr. 6 2022

Ingredienser

• 400 g helleflynderfilet

• 30 g Løgismose smør

• 400 g blåmuslinger

• 1 dl tør hvidvin

• 2 kviste timian

• 2 kviste dild

• 1 skalotteløg

• 2 fed hvidløg

• 100 g Løgismose smør

• 400 g kantareller, små, fine og faste

• 50 g Løgismose smør

• 50 g ristede hasselnødder

• Salt og Piment d’Espelette

helleflynder med muslingesauce

­

­SÅDAN GØR DU

1. Rens muslinger og damp dem i hvidvin med finthakkede skalotteløg, hvidløg, timian og dild. Lad dem trække i 15 min., og sigt derefter muslingebouillonen over i en mindre gryde. Reducér bouillonen til passende smag.

2. Rens kantarellerne med en lille børste eller kniv.

3. Del helleflynderen i 4 stykker, læg dem i et ildfast fad, krydr med salt og læg små smørklatter på hvert stykke fisk. Bag dem i ovnen ved 175 °C i ca. 10 min. afhængig af tykkelse.

4. Steg samtidig kantarellerne på en pande i smør til de er gyldne.

5. Muslingebouillonen varmes og ”monteres” med kolde smørtern. Dette gøres nemmest med en stavblender, og så får du også en flot og skummende sauce.

6. Anret det hele på et flot fad. Først fisk, så kantareller, ristede hasselnødder og skummende sauce til sidst. Drys med Piment d’Espelette før servering.

   Du finder altid let ristede piemontesiske hasselnødder i butikken på Nordre Toldbod – skønne som snack, i kager eller som finish på en fiskeret.

Fuldend oplevelsen med det rigtige vinmatch