• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Havtaske med solmodne tomater

Havtasken har ikke just været heldig med sit udseende, men nu er det engang heller ikke det ydre, men derimod det indre, der tæller. Havtasken er med sit faste kød rigtig god til stegning i rigeligt smør, på grillen eller i supper, mens dens hoved og ben giver en dejlig fiskefond, som kan bruges til bouillabaisse eller skaldyrsrisotto. I denne ret får havtasken modspil af solmodne tomater og salte kapers. Nyd retten på sommeraftener, hvor solen aldrig helt går ned.

Opskrift til 4 personer

Chefkok, Thomas Venøbo

INGREDIENSER

4 stk. havtaskehale à ca. 180 g
500 g af de bedste tomater du kan finde 80 g sorte oliven uden sten
50 g kapers
50 g skalotteløg
2 fed hvidløg, knust
1 dl god olivenolie
Ca. 100 g smør
250 g babyspinat, skyllet
1 lille bdt basilikum

Sådan laver du havtaske med solmodne tomater

Snit skalotteløg i små tern, tomater i grove tern og skær de sorte oliven i skiver. Bland det i en skål med kapers og knust hvidløg.

Steg fisken i smør (ca. 50 g) og olie (1 spsk) på en pande. Tilsæt løg, hvidløg, tomat, kapers og oliven, når fisken vendes. Tag fisken af panden, når den er færdig, efter ca. 4 minutter på hver side.

Lad de resterende ingredienser samt væden blive på panden og lad det reducere lidt ind til en sauce. Montér saucen med 50 g smør. Smag til med salt, peber og hakket basilikum.

Servering:
Vend spinat rundt i saucen på panden til den er lige ved at falde sammen og læg en god skefuld på hver tallerken. Anret fisken ovenpå spinaten med saucen og giv den en smule olivenolie inden servering.