• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Entrecôte

Entrecôte serveret som engelsk bøf med syltet grillet agurk, løg-confit, skysauce og kartofler.  

2 PERSONER

INGREDIENSER
1 pakke Løgismose økologisk entrecôte
4 nye små løg
Kartofler efter behov


GRILLET SYLTET AGURK
2 små agurker
1 dl hvidvinseddike
1 dl sukker
½ dl vand

LØG-CONFIT
2 løg
50 g smør
1 hvidløg, finthakket
1 tsk sherryeddike
Salt
Peber

SAUCE

1 dl hønsesky
1 dl kalvesky
1 tsk dijonsennep
1 spsk sherryeddike
25 g smør
Salt
Peber

Entrecôte anrettet på tallerken med grillet agurk

Sådan tilberedes entrecôte

GRILLET SYLTET AGURK: De 2 små agurker halveres på langs og grilles hårdt på en grillpande på skærefladen.
Kog en lage af eddike, sukker og vand. De grillede agurker lægges i den lune lage og sylter frem til servering.

LØG-CONFIT: I en tykbundet gryde smeltes smørret.
De 2 løg pilles og skæres i tynde strimler.
De svitses ved svag varme i smøret til de er gyldne og helt møre.
Finthakket hvidløg tilsættes og det hele tilberedes yderligere 5 minutter.
Sherryeddiken tilsættes og løgene koges hurtigt op i sherryeddiken og smages til med salt og peber.
Løg-confiten holdes varm til servering.

KØD: Steges som anvist på pakken. Mens kødet trækker, laves saucen på kødpanden. 

SAUCE: Kødpanden koges af med sherryeddike og hønsesky og kalvesky tilsættes.
Det hele reduceres ned til god smag og konsistens.
Lige inden servering monteres saucen med sennep og koldt smør og smages til med salt og peber.

NYE LØG: 4 nye små løg ordnes og renses. Lige inden servering koges løgene møre i saucen.

ANRETNING: Det stegte kød anrettes på en tallerken sammen med den lune løg-confit, de lune syltede agurker og de kogte løg.
Saucen serveres ved bordet.
Som tilbehør kan du servere kogte kartofler vendt i krydderurter.