Coq au Riesling
OPSKRIFT TIL 4 PERSONER
Coq au Riesling er ren Løgismose klassik. I 10’erne, før det blev moderne at købe sit måltid på glas, kunne man på Nordre Toldbod hente den alsaciske, lyse og lette take på den klassiske Coq au Vin, og naturligvis få anbefalet den helt rette flaske Riesling til. Moderne eller ej, Coq au Riesling holder og Magnus’ version med små karotter, bælgede ærter og Løgismose økologisk bacon er ren sommerlykke. Det her er opskriften, du skal prøve – måske den går hen og bliver den næste klassiker hjemme hos dig!
Gastronomisk udvikler & kok Magnus Sonne | 1. juli 2022 | Nr. 4
INGREDIENSER
• 1 Løgismose kylling delt i 8 stykker
• 150 g tørsaltet bacon
• 1 flaske Riesling
• 1 stor kvist timian
• 2 laurbærblade
• 4 fed hvidløg
• 20 peberkorn
• 2 dl Løgismose æblemost
• Løgismose smør og olie til stegning
• 1 l hønsefond
• 1 melbolle
• 1 spsk. Løgismose creme fraiche
• 10 nye gulerødder, skyllet og skåret i mundrette stykker
• 10 nye løg, skåret i halve eller kvarte
• 500 g ærter i bælg, bælget
• Urter til garnering, f.eks. estragon, kørvel, persille

SÅDAN GØR DU
Dag 1
Drys kyllingestykkerne med salt og læg dem i en beholder med hvidvin, timian, laurbærblade, hvidløg og peberkorn.
Dag 2
1. Tag kyllingestykkerne op af væsken og dup dem tørre.
2. Hæld væsken i en gryde sammen med æblemost og urter. Kog det ind til det halve.
3. Steg kyllingestykker og bacon gyldenbrunt i smør og olie.
4. Sigt urterne fra væsken.
5. Tilsæt fond og kyllingelårene. Lad lårene simre under låg i 15-18 minutter. Tilsæt så bryststykkerne samt bacon de sidste 15-18 minutter.
6. Tilbered imens gulerødder og nye løg i en klat smør og 2-3 spsk. vand i en kasserolle, til de er al dente. Sæt til side.
7. Tag kyllingestykker og bacon op af gryden med fond, dæk til og lad trække.
8. Jævn den tilbageværende fond med en melbolle og tilsæt en lille smule piskefløde og creme fraiche.
9. Kom kylling, bacon, gulerødder, løg samt bælgede ærter tilbage i fonden, når den er færdig.
10. Varm det hele igennem og servér med det samme, gerne med nye kartofler og top med masser af urter.
RIESLING TIL DIN COQ AU RIESLING
Se hele udvalget af Riesling
2010'erne - det fjerne år på Toldboden
Det var i 10’erne at butikken i endnu højere grad begyndte at følge byens puls, og med stribevis af små og større events fik flere og flere lyst til at svinge forbi Nordre Toldbod.