Nuits-Saint-Georges kom ikke med i hatten, da lobbyisterne skulle sprede Grand Cru markerne ud over Bourgogne kortet. I stedet blev byen som en slags kompensation begavet med hele 41 forskellige Premiers Crus Climats, der ligger som en gylden stribe rundt om foden af Bois de Charmois og videre nordpå op mod Vosne-Romanée.
Den 3. sidste Premiere Cru mark inden kommunegrænsen mod nord er Les Richemone. Bare 2,1 ha. hvor Perrot-Minot efterhånden har erhvervet/lejet 3/4 af vinstokkene og nu producerer 2 ret enestående vine. Dels en Les Richemone Vieilles Vignes, dels i de exceptionelle år en Cuvée Ultra på frugten fra det der er tilbage af en beplantning fra 1902 i den sydligste del af marken.
Men vinbøndernes jordlodder retter sig ikke helt efter de streger, som myndighederne trækker, og derfor har Christophe Perrot-Minot også fået små jordlodder med vinstokke med i købet, som kryber hen over skel til 1. Cru marken Aux Murgers lige nedenfor Richemone og til 1. Cru marken Aux Cras, der grænser op til både Richemone og Murgers mod nord, med i købet.
Frugten fra dette "overløb" er blevet til denne Les Murgers des Cras, som stille og roligt har bevæget sig opad i hierarkiet hos Christophe Perrot-Minot, og nu er blevet adlet til den 1. Cru, som vinen reelt altid har været. Altså et sammenstik fra 3 nabo marker alle med 1. Cru status, hvor det på trods af navnet altid er frugten fra Les Richemone som dominerer.
Druerne er naturligvis håndhøstede, med en sortering både oppe i vinmarken og nede foran kælderen og Christophe valgte i 2018 at arbejde med omkring 50% hele drueklaser. De gennemgik indledningsvis en såkaldt kold maceration ved 14 grader sammen med de afstilkede druer i rustfrit stål i en uges tid inden temperaturen blev hævet, og den egentlige gæring fik lov til at gå i gang. Efter gæringen fik vinen lov til at sætte sig i 48 timer inden den blev fyldt på fade (25% nye) fra Tronçais og Bertrange leveret af Remond i Ladoix-Serrigny. Vinen er modnet i 14 måneder uden omstikninger og med kun en enkelt omrøring forud for det endelige sammenstik i en lille ståltank og aftapningen på flaske, der skete uden klaring eller filtrering.
Christophe Perrot-Minot kommenterede sine vine fra 2018-årgangen, da en af vor tids største Bourgogne eksperter Allen Meadow var forbi for at smage i januar 2020. Christophe fortalte blandt andet:
Hvis du kunne finde ud af at bevare friskheden, var det muligt at producere rigtig gode vine i 2018. Det lyder let, men i virkeligheden krævede det, at man respekterede en række detaljer. Det vigtigste valg var måske at finde den rigtige dato for høsten, fordi frugten skulle være moden, men ikke for moden.
Jeg plukkede fra den 5. september, da druerne på de første parceller var perfekt modne, og så dirigerede jeg mine plukketeams rundt på de andre vinmarker i dagene derefter. Her var det vigtigt at prioritere de parceller, hvor vinstokkene var stressede på grund af tørke, og hvor frugten var i færd med at blive kogt, mens de parceller, hvor der stadig var lidt fugt til rødderne, fik lov til at vente. Jeg traf det økonomisk vanskelige valg at deklassificere al den frugt, vi ikke nåede at plukke omkring det optimale tidspunkt, til min generiske Bourgogne.
Alkoholerne ramte efter vinificeringen, hvor man altid mister et par tiendedele, et niveau, der svingede mellem 13,1 og 13,5%, og jeg brugte mellem 50 og 60% hele drueklaser, som hjælper med til at bevare friskheden, selvom brugen af dem undertiden også sænker syreindholdet. Og da syreindholdet i en så varm årgang som 2018 allerede var på den lave side, valgte jeg at forsure et par af vinene, men på et så lavt niveau, at det dybest set er umærkeligt.
Det sidste aspekt var rent held i den forstand, at vinene er blevet gradvis friskere efterhånden, som de har fået lov til at udvikle sig i fadene. For mig er 2018 en meget god, men ikke en stor årgang, selvom nogle af vinene i al beskedenhed virkelig er fremragende.
Vinen er tappet med kvalitetspropper og hver enkelt flaske forsynes til sidst med en "logstrip", der gør det muligt at indhente oplysninger om hver enkelt flaskes videre færd på internettet. (http://www.prooftag.com/)