Vinen fra den plet oppe på den berømte Côte-Rotie skråning, der er blevet kendt som La Turque, kom til i 1990, da Marcel Guigal lancerede 1985-årgangen. La Turque er dermed den nyeste af de 3 enkeltmarksvine fra Guigal, som med tiden er blevet kult og tilbedes af de vinelskere, nørder og andet godtfolk, som har så meget orden i deres privatøkonomi, at de har råd til at åbne en flaske i ny og næ. Vinene kaldes samlet og indforstået for "The La, La, Las", og i visse kredse er det en årlig tilbagevendende begivenhed at samles omkring den alle tre for at dele begejstringen for fortræffelighederne og sætte ord på forskellighederne.

La Turque ligger på den sydligste del af Côte Brune højt oppe over Ampuis, højere oppe end den berømte Pavillion Rouge og der er med absurde hældninger på op til 65% sandsynligvis tale om den stejleste af alle Guigal vinmarker.

Det er altid godt hvis et navn kan føres langt tilbage i tiden, og sådan er det med La Turque som har sat sine spor i det mindste siden 1700-tallet og i 1920'erne blev hele produktionen solgt til den franske præsident, som serverede vinen, når han tog imod på Palais de l'Élysée. Den daværende ejer Neyret Gachet måtte imidlertid sande at det ikke var klogt at lægge alle sine æg i en kurv og da ordrerne fra Élysée paladset udeblev og der samtidig var depression i Europa blev vinmarken opgivet i 1935 og da Neyret Gachet senere blev sindssyg og kom bagud med skattebetalingerne blev hans besiddelser konfiskeret af staten.

Den forladte vinmark blev i 1980 købt af Vidal-Fleury, som påbegyndte en revitalisering og plantede nyt, der hvor de gamle vinstokke ikke stod til at redde. Dette arbejde fortsatte efter Guigal købte Vidal-Fleury i 1984 og i de første 5-7 år blev det, mens man ventede på at de unge vinstokke skulle få fat, sjældent til mere end et partusinde flasker fra La Turque. I dag er produktionen fordoblet.

La Turque er på 0,95 ha. og tilplantet med 93% Syrah og 7% Viognier der står imellem hinanden således at der under høsten bliver tale om et såkaldt Field blend. Høsten er naturligvis manuel, og der sorteres for kvalitet både oppe på skråningen og nede i kælderen, hvor Philippe Guigal, der nu har taget styringen, eksperimenterer med at lade de smukkeste hele drueklaser deltage i gæringen, der foregår med traditionelle overpumpninger i rustfrit stål. Vinen modner herefter i 42 måneder i nye fade fra eget bødkerværksted frem mod aftapningen på flaske, der så vidt muligt sker uden klaring eller filtrering.

La Turque er godt nok en Côte Brune, men vinmarken ligger så tæt på Côte Blonde, at den skarpe skelnen mellem de to ikke rigtig giver mening, og Philippe Guigal beskriver da også denne 3. La, La, La som et kryds mellem de to andre. Mørkere, tættere og mere syrlig end La Mouline, men uden den knytnæve af ekstrakt og tannin, som La Landonne kommer blæsende med.

La Turque er, som det forstås, ren kult godt hjulpet frem af Robert Parker, som i forbindelse med opdateringen og udvidelsen af hans ”Wines of the Rhône Valley” i 1997 fik en mindre åbenbaring, da han besøgte Guigal og blev præsenteret for adskillige årgange af de 3 La, La Las. Den berømte trio har således foreløbig 36 gange modtaget 100-point, og vinene er dermed de højest vurderede i den nu pensionerede kritikers univers.

Domaine Guigal er et af de mest berømte - hvis ikke det mest berømte vinhus i det nordlige Rhône som i løbet af bare 3 generationer er vokset fra en produktion på mindre end 10.000 flasker til nu mere end 6.000.000 flasker fordelt på snart sagt alle appellationer i Rhône i alle prisklasser fra fine hverdagsvine og op til de tre aldeles dejlige, men uforskammet kostbare Côte Rôtie vine La Mouline, La Turque, La Landonne, som blandt liebhavere og rigmænd bare kaldes for "the la-la-las".

Guigal, eller formelt Établissements Guigal blev grundlagt i 1946, da Étienne Guigal (der har vi det foranstillede E.) efter 15 år hos Vidal-Fleury fik råd til at købe sin første lille kælder i Ampuis og skabe de første vine på frugt købt hos venner og bekendte. Dengang var de gamle romerske terrasser på Condrieu- og Côte Rôtie-skråningerne mange steder i en elendig forfatning og afregningspriserne for druerne så lave, at bønderne knap nok kunne købe et par dåser sardiner for det de fik for at sælge 1 kg druer. Mange havde derfor plantet abrikoser på terrasserne frem for druer, og der var virkelig tale om et købers marked i de år, hvor Étienne Guigal efter at have giftet sig med en stuepige på Château d'Ampuis etablerede sig som pioneren, der blæste nyt håb og ny optimisme op på de stejle skråninger.

I 1961 fik han selskab af sin stadig meget unge søn Marcel Guigal, som måtte droppe skolen og træde til tidligere end planlagt, da Étienne blev ramt af en sygdom, som betød, at han næsten mistede synet. Marcel blev i 1973 gift med Bernadette, og de to dannede det stærke team, som i 1980’erne forvandlede Guigal fra et respekteret familiefirma til et af de stærkeste brands på den internationale vinscene. De fik i 1975 sønnen Philippe, som i dag er Guigals feterede ønolog, og nu sammen med hustruen Eva fastholder og udvider E. Guigals førende position ikke bare i det nordlige Rhône, men i hele Côtes du Rhône.

Étienne Guigal nåede trods sit synshandikap at deltage i høsten og vinfremstillingen hele 67 gange, og inden han gik bort i 1988, nåede han også lige at opleve, at familien gik ind og bød på og købte hans gamle arbejdsgivere Vidal-Fleury. 10 år senere i 1995 blev ringen sluttet da de fik de muligheden for at købe stuepigens, moderens og bedste moderens gamle arbejdsplads ​​det berømte Château d’Ampuis på bredden af Rhône-floden. I 2001 fulgte først erhvervelsen af Domaine Jean-Louis Grippat og Domaine de Vallouit og siden i 2006 Domaine de Bonserine, hvilet til sammen for alvor gav Guigals muskler i appellationerne Côte-Rôtie, Hermitage, Saint-Joseph og Crozes-Hermitage. Herefter begyndte Marcel og Philippe Guigal at spejde mod syd og da Château de Nalys i Châteauneuf-du-Pape kom til salg i 2017 slog de til.

Château d’Ampuis er i dag restaureret og moderniseret og i samarbejde med cc har Guigal siden 2003 haft sit eget bødkerværksted på slottet som sørger for at alle de ca. 4.000 fade der i dag skal til for at omfavne en gennemsnitlig høst alle er af egen tilvirkning.  Og i det hele taget er Établissements Guigal et imponerende foretagende med til sammen 3 ha. underjordiske gallerier og kældre fyldt med fade, rustfrit stål og flasker.  

Portofølgen er naturligvis imponerende, men genistregen kom i 1966 da Marcel Giugal besluttede at skabe en særlige cuvée og modne den unge vin et par år i små nye fade. Vinen fik navnet La Mouline og fik så godt fat i markedet, at den i henholdsvis 1978 og 1985 fik selskab af de vine La Landonne og La Turque, der begge bliver skabt på frugten fra historiske pletter på Côte-Rôtie skråningen. De 3 vine er nu kult blandt andet takket være Robert Parker, som har smidt sine maksimale 100-point efter vinene mere end 30 gange, og for kritikere, samlere og godtfolk der bare har råd, er der gået en sport i at sammenligne og kontrastere de tre. Selv siger Philippe Guigal at La Mouline er som en Musigny, at La Landonne mere er som en Pauillac, og at La Turque, der er den mest krydrede, placerer sig et midt imellem de to.