Forunderligt nok er Château Léoville-Las Cases både slottet, som kan bryste sig af at være et de første der introducerede en såkaldt 2. vin og slottet, som senest fik en 2. vin (tilbage) på programmet. Forklaringen er denne Clos du Marquis, som første gang blev produceret i 1902, men som siden 1989-årgangen ikke har delt frugt med Le Grand Vin. Delon-familien har da også i årevis brugt meget energi på at fortælle, at deres Clos du Marquis ikke var 2. vinen, men en selvstændig vin skabt på druer høstet fra ejendommens vestlige parceller fjernest fra floden. Først i 2007 fik Château Léoville-Las Cases sin 2. vin tilbage i form af Petit Lion, og i 2015 kom der endelig fuldstændig orden i den indre Medoc logik, da Clos du Marquis også fik en lille i form af La Petite Marquise. Men det var alt sammen kun i støbeskeen, da denne Clos du Marquis fra 2006 kom til verden.
Frugten kommer fra 45 ha. med omkring 30 år gamle vinstokke der ligger tilbagetrukket på det centrale Saint-Julien plateau på vestsiden af den lille landevej D2, der løber parallelt med Gironde-floden. Der er ikke noget egentlig Clos, og da der ikke skiltes med ejerskabet af de forskellige vinmarker, kræver det selskab af en af de lokale, hvis man ikke skal miste orienteringen på de vidtstrakte vinmarker. Men naboskabet med parceller grænsende op til Léoville-Barton og Talbot mod syd og Comtesse Pichon-Longueville og Léoville-Poyferré mod nord er unægtelig fornemt.
2006 er et af de store, men måske ikke helt exceptionelle år for Château Léoville-Las Cases og Clos du Marquis. Foråret 2006 var temmelig køligt, men maj var smuk og begavede Medoc med en jævn blomstring. Derpå fulgte en meget varm juli hvorimod august var temmelig kølig og tør og da det til sidst regnede pænt op mod høsten nærmede 2006 sig gennemsnittet for de foregående 20 år med den lille positive forskel, at druerne blev plukket under smuk sensommersol i perioden fra den 23. september til den 4. oktober.
Vinificeringen er i det væsentlige den samme som for le Grand Vin på Château Léoville-Las-Cases, hvor vinen også fremstilles. Det vil sige manuel høst og gæring parcel for parcel i en blanding af thermoregulerede egefade, betontanke og rustfrit stål. Den største forskel har hidtil været at Léoville-Las Cases så langt flere nye fade, men også her er Clos du Marquis rykket tættere på. Således var andelen af nye fade i 2006 hele 40%.
Kirsebær og røde blommer som stadig padler i chokolade og vanilje og et drys peber på en måde, som opleves mere liflig end insisterende. Medium fylde, smukt udviklet med faste modne fløjlsagtige tanniner. Måske mere robust end elegant, men det er smukt at sidde med en vin som stadig har masser at byde på. Et klassisk match til and, til fasan og andet vildt tilberedt med gehør.