Forunderligt nok er Château Léoville-Las Cases både slottet som kan bryste sig af at være et de første, der introducere en såkaldt 2. vin og slottet, som senest fik en 2. vin (tilbage) på programmet. Forklaringen er denne Clos du Marquis, som første gang blev produceret i 1902, men som siden 1989-årgangen ikke har delt frugt med Le Grand Vin. Delon familien har da også i årevis brugt meget energi på at fortælle, at deres Clos du Marquis ikke var en 2. vin, men en selvstændig vin skabt på druer høstet fra ejendommens vestlige parceller fjernest fra floden.

Først i 2007 fik Château Léoville-Las Cases sin 2. vin tilbage i form af Petit Lion, og i 2015 kom der endelig fuldstændig orden i den indre Medoc logik da Clos du Marquis også fik en lille i form af La Petite Marquise.

Frugten kommer fra 45 ha. med omkring 30 år gamle vinstokke der ligger tilbagetrukket på det centrale Saint-Julien plateau på vestsiden af den lille landevej D2, der løber parallelt med Gironde-floden. Der er ikke noget egentlig Clos, og da der ikke skiltes med ejerskabet af de forskellige vinmarker kræver det selskab af en af de lokale, hvis man ikke skal miste orienteringen. Men naboskabet med parceller grænsende op til Léoville-Barton og Talbot mod syd og Comtesse Pichon-Longueville og Léoville-Poyferré mod nord er fornemt.

Vinificeringen er i det væsentlige den samme som for le Grand Vin på Château Léoville-Las-Cases, hvor vinen også fremstilles. Det vil sige manuel høst og gæring parcel for parcel i en blanding af thermoregulerede egefade, betontanke og rustfrit stål. Den største forskel har hidtil været at Léoville-Las Cases så langt flere nye fade, men også her rykker Clos du Marquis tættere på. Således er der her i 2013 anvendt hele 50% nye fade hvilket er en foreløbig rekord.

2013-årgangen bød på mange udfordringer, men teamet på Léoville-Las-Cases havde musklerne til at imødegå de fleste, og i kredsen af internationale anmeldere, som sværmer omkring Medoc toppen, er der kun få forbehold. For eksempel noterer James Suckling i februar 2016, at dette er ”A dense and beautiful wine for the vintage with depth and interest. Medium to full body, fine tannins and a fresh finish.”

Vi tilføjer for egen regning at den største charme sidder i frugten og at vinen derfor bør nydes inden den rammer sin 10-års fødselsdag.

Château Léoville-Las-Cases betragtes som den største af de 3 Leoviller, og vinen rammer med en imponerende stabilitet Premier Cru Classé kvalitet år efter år.

Hovedparten af druerne hentes fra de berømte l'Enclos parceller med 50-80 år gamle vinstokke, som ligger på grænsen til Pauillac klods op af Chateau Latour, hvilket har fået mange kritikere til at se en forbindelse mellem Pauillac's kraft og finesse og Saint-Juliens fløjlsbløde elegance i netop denne vin.

Sandheden er imidlertid nærmere, at Léoville-Las-Cases altid starter fra et fast og nogen gange lidt utilnærmeligt udgangspunkt, og at vinen selv i de mindre årgange behøver en del år før man begynder at forstå, hvorfor den er så skattet, og hvorfor Robert Parker adskillige gange har kastet sine magiske 100 point efter netop denne vin.

Oprindeligt var Léoville-Las-Cases en del af en af de ældste ejendomme i Medoc, men Domaine de Léoville blev splittet op mellem 1820 og 1840 i forbindelse med den franske revolution, og derfor skulle man i forbindelse med 1855 klassifikationen forholde sig både til Léoville Las Cases, Barton og Poyferré.

I slutningen af det 19. århundrede købte Leoville Las Cases daværende administrerende direktør Théophile Skawinksi slottet, og siden er det gennem arv og ægteskaber forblevet en familieejet vingård. Især den 3. af Delon'erne - Michel Delon - der bestyrede slottet fra 1976 til 2000 tillægges stor betydning for den tårnhøje respekt slottets vine omgærdes af, men også hans to børn Jean Hubert Delon og Genevieve d'Alton, som i dag driver slottet videre, nyder stor respekt for deres engagement og vilje til at investere i alt, hvad der kan fastholde og udvikle kvaliteten i vinene fra Léoville-Las-Cases.