Dette var en af de første garage-vine i Bordeaux og en sensation i Saint-Emilion da Jean-Luc Thunevin og hans ex. hustru Murielle realiserede drømmen om at få deres egen vingård og producere deres egen vin sideløbende med deres store succes som vinhandlere med fokus på Saint-Emilion.
Det startede så småt i 1989 da de købte en lille parcel på blot 0,6 ha. og navngav det Val-Andraud fordi det lå i en den lille dal Vallon de Fongaban mellem slottene Pavie-Macquin og La Clotte, og fordi Andraud var Murielles pigenavn.
Lidt efter lidt fik de fat i flere andre veleksponerede parceller, og i dag er domænet efterhånden oppe på at råde over 8,8 ha., der ligger som et ægte kludetæppe spredt ud over hele Saint-Emilion distriktet, og beriger Jean-Luc med en mangfoldighed af jordbundstyper, mange forskellige kloner af druesorterne og vinstokke i snart sagt alle aldre. Mens der i starten kun var én vin i garagen er der nu adskillige, delvis, og til Jean-Luc og Murielles store fortrydelse, tvunget af INAO, der underkendte 3 af de oprindelige parceller, da Valandraud i 2012 efter at være blevet forbigået i 2006 endelig blev forfremmet til Grand Cru Classé B.
Gennem årene er vinen blev stadig mere Merlot-orienteret, og her sin den 26. udgave er der tale om hele 90% mens de sidste 10% deles mellem Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Høsten er manuel, varer kun et par dage og udføres af et hold på omkring 50 personer bestående af venner, medarbejdere og dedikerede kunder, som ønsker at komme helt tæt på deres favoritvin og med til den efterfølgende fest som Murielle lige siden starten i 1991 har taget initiativ til.
Der sker en første sortering af druerne i vinmarken og endnu en sortering på ankomstbordet til kælderen, hvor druerne afstilkes og sættes til gæring i forskellige mindre beholdere af såvel træ, beton som rustfrit stål. Efter den alkoholiske gæring fyldes vinen på 100% nye østrigske fade hvor den efterfølgende modner i 18-30 måneder afhængig af årgangens beskaffenhed og vinens udvikling på fadene.
I marts måned får Jean-Luc besøg af notabiliteten, den verdensberømte ønolog Michel Rolland, og sammen smager de sig frem til hvad der skal sammenstikkes til 1. vinen Valandraud, og hvorledes det øvrige materiale skal indgå i resten af hierarkiet. Herefter falder der igen ro på i kælderen hvor den lille ny Valandraud omstikkes hver 3. måned frem mod aftapningen, der sker uden klaring eller filtrering.
På trods af at vinen delvis er skabt på sammenbragte druer og selvom En Primeur priserne kun er en lille smule lavere end den slottene fra toppen af 1855-klassifikationen forlanger, er Château Valandraud yderst efterspurgt, og de årlige 10.000-15.000 flasker er altid udsolgt inden frigivelsen. Vinen eller Jean-Luc Thunevin (det kan være svært at skelne) opfattes af mange stadig som kontroversiel og projektet er et af de mest omdiskuterede og ikke mindst bedst anmeldte i hele Bordeaux.
For eksempel tales der stadig om det vertikale tilbageblik, som Robert Parkers daværende mand i Bordeaux Neal Martin overtalte Jean-Luc Thunevin til at arrangere i 2017 i anledning af vinens 25-års jubilæum. Det endte med at blive en smagning, hvor Jean-Luc serverede hver årgang at Valandraud blindt side by side med en anden top Bordeaux fra samme årgang. Ikke for at dyste, men for at perspektivere, og det blev den dag, hvor Neal Martin 3 gange foretrak garagevinen frem for 3 af vinene fra 1. Cru i 1855-klassifikationen.