Château Duhart-Milon ligger i Pauillac og landede i fjerde Cru, da klassifikationen i 1855 kom med det øjebliksbillede, som enhver der interesserer sig for Medoc stadig refererer til hver eneste dag.
Duhart-Milon er opkaldt efter en kaptajn Duhart fra marinen, der engang ejede det såkaldte lieu-dit Milon hvorpå slottet er bygget.
Duhart-Milon råder i dag over 73 ha. i noget der ligner en sammenhængende blok, der fra den vestlige side af Château Lafite Rothschild rækker ud efter Carruades Lafite. Jorden er som hos naboerne domineret af fint grus blandet med sand, der dækker over kalkstenen i undergrunden. Vingården er tilplantet med 67% Cabernet Sauvignon og 33% Merlot hvilket også afspejler druesammensætningen både i Duhart-Million og den udmærkede anden vin Moulin Duhart. Den årlige produktion er omkring 360.000 flasker.
I det 18. århundrede blev slottet givet til Marquis Nicolas-Alexandre de Segur som en slags en retrætepost og da han var borte endte det på Castéja familiens hænder som i en lang årrække sørgede for at vinen performede på niveau med de mere berømte slotte i Pauillac. Den epoke sluttede i 1937 hvor familiestridigheder førte til at slottet blev solgt. Herefter skiftede ejerskabet på Château Duhart-Milon hele 5 gange i løbet af 25 år, og i den periode blev en del af de oprindelige besiddelser solgt fra samtidigt med at kvaliteten styrtdykkede.
Denne ulykkelige periode sluttede i 1962 da Rothschild familien fik mulighed for at rykke ind på meget gunstige vilkår. Siden er der gået mere end 50 år med omfattende rekonstruktioner såvel i vinmarkerne som i vinkælderen, der blandt andet i 2003 har fået tilføjet en ny imponerende "chais", der med sine 110 meter er den længste og måske mest imponerende i Medoc.
Château Duhart-Milon har med andre ord genfundet sit niveau, og i de sidste mange har har vinene tilhørt de mest pålidelige i Pauillac, bl.a. takket være den tekniske direktør Charles Chevallier, som deler sin tid ligeligt imellem Château Lafite Rothschild og Château Duhart-Milon.