Benoit Marguet tager økologi og biodynamik med et sted hen hvor kun få andre i Champagne kan være med, og ud over de hvide og lyserøde basis cuvéer producerer han efterhånden en stribe forskellige Crus og lieux-dits, som alle er blevet samlerobjekter på grund af deres personlige profil og helt sikkert også fordi, der altid er tale om stærkt begrænsede mængder.
Den seneste og 10. i rækken (!) er denne første udgave af Les Beurys, som er en højtbeliggende lieux-dits med status af Grad Cru mindre end 100 meter fra Parc Naturele Régionale, der bryder landskabet og adskiller den nordlige del af Montagne de Reims fra den sydlige. Bare 0,39 ha. af den sydøst vendte lieux-dits med Pinot Noir og Chardonnay plantet i henholdsvis 1980 og 1981, som nu bliver forvandlet til en selvstændig cuvée efter frugten siden 2010 har været en det af Ambonnay Grand Cru.
Vinen er gæret uden fremmede gærstammer i brugte fade fra Bordeaux, og hvis den malolaktiske fermentering ikke forekommer naturligt i nogle af fadene bliver den undladt. Vinen modner ”sur Lie” helt frem til juli måned efter høsten hvor den endelige cuvée sammenstikkes og tappes på flaske. Her får den efter den fornyede gæring lov til at udvikle sin mousse og sine aromaer i 40 måneder inden bundfaldet bliver skudt bort og erstattet med lidt vin fra andre flasker.
Som altid med Benoit Marguet er der tale om en Champagne som på imponerende vis demonstrerer, hvor vidt man kan drive det, når hesten spændes for ploven, og når man insisterer på at beskære og sortere sig frem til en så moden frugt, at tilsætning af dulmende likør til sidst kan undlades, samtidigt med at svovl kun tilsættes som en lille rejseforsikring.
En markant, kraftfuld, dyb og stålsat Champagne med mere terroir end de fleste, som vil skræmme nogen og fascinere andre. Lidt ligesom det er med ikonet Selosse, som alle og enhver heller ikke lige overgiver sig til efter et enkelt glas. Den tyske Champagne ekspert Heiner Lobenberg kaldte den ligefrem for ”drahtig und elektrisierend unterwegs”, da han smagte den første gang. ”Elektrificerende”. Vi kunne ikke lige selv formulere det, men vi kunne ikke være mere enige!
Dette er en vin fremstillet med såkaldt lav intervention, og så behersket anvendelse af svovl, at vi lander i naturvins familien, hvor vi hos Løgismose ligesom mange andre taler om, hvor "Funky" oplevelsen er. Det er et udtryk for, hvor vidt vinene smagsmæssigt adskiller sig fra konventionelt producerede vine, og for at forventningsafstemme og gøre det lidt nemmere at navigere i dette spændende univers har vi valgt at graduere dette grafisk:

Forvent diskrete naturvins-karakteristika
Certificeret Biodynamisk af L'Association Demeter France FR-BIO-01-63030