Christian Péligri er et af de mange små Champagne huse som begyndte at poppe op i 1980'erne da de begyndte at blive økonomisk overskueligt at investere i egne faciliteter og producere sine egne vine frem for at sælge druerne til kooperativerne eller et af de store Champagne huse.
Familien holder til i Colombey-les-Deux-Églises, en lille søvnig landsby, som er stemplet ind i historiebyerne fordi det var her general de Gaulle tilbragte sine sidste år. Vi er i den sydligste mindre kendte del af Côte des Blancs og faktisk tættere på Chablis end de berømte vidtstrakte vinmarker mellem Reims og Èpernay. Her har familien efterhånden fået skrabet 12 ha. sammen hovedsageligt på Côte des Bar, men der er også parceller i Colombey Les Deux Eglises (departementet Haute-Marne) og i Dolancourt (departement Aube), og det giver familien mulighed for at arbejde med et ret diverst druemateriale, hvor opgaven så er at få de forskellige komponenter til at komplimentere hinanden i husets Champagner.
Det var Christian og Sylvia Peligri's forældre som tilbage i 1988 flyttede ind i byens nedlagte andelsmejeri ombyggede det til et vineri og i dag driver de med stor passion vingården sammen med deres datter Claire og svigersønnen Cyril, som begge har studeret vinfremstilling og vin avl. Og da den yngste datter Laure også sigter efter at komme hjem til gården, når hun har afsluttet sine studier er den 3. generation i den grad kørt i stilling.
Frem for at ansætte folk og investere i kostbart maskinel har familien valgt at samarbejde med det velsmurte IOC-France (Institut Œnologique de Champagne), som både skaffer hjælp til arbejdet i vinmarkerne, stiller laboratorie til rådighed og ikke mindst bidrager med råd og dåd under høsten.
Druerne er naturligvis Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier og frugten fra disse bliver vekslet til 5 forskellige fine rent smagende Champagner samt Marc og Fine Champenois og specialiteten Ratafia Champenois.
Alt i alt i omegnen af 75.000 flasker om året.