Domaine Perrot-Minot er et af de sikreste kort i hele Bourgogne, og i de senere år har der været tale om rene triumfer lige fra det generiske åbningsnummer i Gevrey-Chambertin forbi de forskellige Lieu-Dits og Premier Crus og op til de 6 Grand Crus fra selve Chambertin skråningen, som Domaine Perrot-Minot også begaver vinens verden med.
Sammen med lanceringen af 2017-årgangen fulgt nye labels og en redefinering af porteføljen. Således erstattede denne Chambolle-Musigny Orveaux des Bussières den hidtidige Chambolle-Musigny Vieilles Vignes, og nu flages det, at frugten kommer dels fra 0,4 ha. på den spændende Premier Cru La Combe d’Orveaux, der ligger oppe bag Clos de Vougeot med Les Petits Musigny som nærmeste nabo, dels fra 0,6 ha. på det fine Lieu-Dits Les Bussières, hvor vinstokkenes alder efterhånden nærmer sig de 100 år.
I denne 2. årgang efter relanceringen var druerne meget modne og på nogle parceller nåede Christophe Perrot-Minot simpelthen ikke at få sinde høstarbejdere sendt af sted i tide hvilket førte til at f.eks. 1/3 af den frugt der i 2017 indgik i denne Orveaux des Bussières blev sendt ned i den generiske Bourgogne rouge.
Den frugt som klarede soigneringen og sorteringen var imidlertid smuk nok, og Christophe fik igen mulighed for at arbejde med mange hele drueklaser, som indledningsvis fik en ugelang såkaldt kold maceration ved 14 grader i stål sammen med de afstilkede druer inden temperaturen blev hævet, og den egentlige gæring fik lov til at gå i gang. Efter gæringen fik vinen lov til at sætte sig i et par dage inden den blev fyldt på fade (25% nye) fra Tronçais og Bertrange leveret af Remond i Ladoix-Serrigny. Vinen er modnet i 14 måneder uden omstikninger og med kun en enkelt omrøring forud for det endelige sammenstik i en lille ståltank og aftapningen på flaske, der skete uden klaring eller filtrering.
Christophe Perrot-Minot kommenterede sine vine fra 2018-årgangen, da en af vor tids største Bourgogne eksperter Allen Meadow var forbi for at smage i januar 2020. Christophe fortalte blandt andet: ”Hvis du kunne finde ud af at bevare friskheden, var det muligt at producere rigtig gode vine i 2018. Det lyder let, men i virkeligheden krævede det, at man respekterede en række detaljer. Det vigtigste valg var måske at finde den rigtige dato for høsten, fordi frugten skulle være moden, men ikke for moden.
Jeg plukkede fra den 5. september, da druerne på de første parceller var perfekt modne, og så dirigerede jeg mine plukketeams rundt på de andre vinmarker i dagene derefter. Her var det vigtigt at prioritere de parceller, hvor vinstokkene var stressede på grund af tørke, og hvor frugten var i færd med at blive kogt, mens de parceller, hvor der stadig var lidt fugt til rødderne, fik lov til at vente. Jeg traf det økonomisk vanskelige valg at deklassificere al den frugt, vi ikke nåede at plukke omkring det optimale tidspunkt, til min generiske Bourgogne.
Alkoholerne ramte efter vinificeringen, hvor man altid mister et par tiendedele, et niveau, der svingede mellem 13,1 og 13,5%, og jeg brugte mellem 50 og 60% hele drueklaser, som hjælper med til at bevare friskheden, selvom brugen af dem undertiden også sænker syreindholdet. Og da syreindholdet i en så varm årgang som 2018 allerede var på den lave side, valgte jeg at forsure et par af vinene, men på et så lavt niveau, at det dybest set er umærkeligt.
Det sidste aspekt var rent held i den forstand, at vinene er blevet gradvis friskere efterhånden, som de har fået lov til at udvikle sig i fadene. For mig er 2018 en meget god, men ikke en stor årgang, selvom nogle af vinene i al beskedenhed virkelig er fremragende.”
Vinen er tappet med kvalitets propper og hver enkelt flaske forsynes til sidst med en "logstrip", der gør det muligt på internettet at indhente oplysninger om hver enkelt flaskes videre færd. (http://www.prooftag.com/)