Christophe Perrot-Minot har 0,6 ha. på den fremragende Combe d'Orveau, der ligger oppe bag Clos de Vougeot og klos op ad Les Musigny. Christophe har i adskillige år produceret en almindelig 1. Cru og så i de bedre år denne Cuvée Ultra, der kommer fra de ældste omkring 70 år gamle vinstokke, der står helt nede ved markvejen. Der adskiller Combe d'Orveau og Musigny. Men denne praksis var åbenbart for forvirrende for forbrugerne og er derfor blevet droppet.
Dette har således siden 2013-årgangen har været Perrot-Minot’s eneste vin fra denne 1. Cru hvis prestige nu markeres ved, at markens navn Combe d'Orveau fuldstændig har overtaget etiketten i front mens informationerne om, at dette er den hidtidige Cuvée Ultra, og at vi rent faktisk befinder os i Chambolle-Musigny er rykket om bag på flasken. Trods de 0,6 ha. bliver det bare til 4-5 fade om året i det druerne fra de knap så gamle vinstokke nu ender i Chambolle-Musigny Orveaux des Bussières som erstatter den hidtidige Chambolle-Musigny Vieilles Vignes.
2017 blev skæmmet af både frost og en ujævn modning som fik Christophe til at beskære op mod 25% bort for at resten kunne ankomme til fuld modenhed uden stress og sammen med en striks sortering både ude i vinmarken og foran kælderen betød det, at Christophe igen - og i modsætning til de fleste andre - kunne tillade at arbejde med en høj andel af hele drueklaser under gæringen.
Således er denne vin skabt med 80% hele klaser, som indledningsvis gennemgik en såkaldt kold maceration sammen med de afstilkede druer ved 14 grader i rustfrit stål i en uges tid. Herefter blev temperaturen hævet hvorefter den egentlige gæring fik lov til at gå i gang. Vinen fik lov til at sætte sig i nogle døgn inden den blev fyldt på nye fade fra Francois Fréres og brugte fade som Christophe er begyndt at købe fra Domaine de la Romanée Conti. Vinen er modnet i 16 måneder uden omstikninger og med kun få omrøringer inden aftapningen, der som sædvanlig fandt sted uden klaring eller filtrering.
Bottom Line: Christophe Perrot-Minot er nok engang en af stjernerne i en udfordrende årgang. En af vor tids største Bourgogne eksperter Allen Meadows sammenfatter det smukt, når han skriver: "his 2017's are not the best wines, that he has ever made, but they are at a minimum very good and in a few cases excellent. Moreover, they are not just very good at the top, but the villages level wines are very fine as well."
Vinen er tappet med kvalitetspropper og hver enkelt flaske forsynes til sidst med en "logstrip", der gør det muligt at indhente oplysninger om hver enkelt flaskes videre færd på internettet. (http://www.prooftag.com/)