Man kunne godt foranlediges til at tro, de havde fået sig et lille glas eller to over tørsten, da de tilbage i 1937 skulle fastlægge rammerne for hvad, der skulle have Grand Cru status i Gevrey-Chambertin, og det er sikkert muligt at finde fascinerende historier om de alliancer og studehandler, som datidens influenter indgik med hinanden for at nå et resultat, som tilgodeså så mange som muligt.
Dels var det overraskende, at de fandt det nødvenligt at definere hele 6 ekstra Grand Cru marker rundt om Clos de Bèze, Chambertin og Charmes-Chambertin og dels var det besynderligt, at de bare 1,82 ha., som udgjorde Mazoères-Chambertin fik tilladelse til at sælge deres vin som Charmes-Chambertin.
Hvorom alting er fik de 3 store Clos de Bèze, Chambertin og Charmes-Chambertin hele 6 satellitter på begge sider af Route des Grands Crus, og Christophe Perrot-Minot, der har samlet på exceptionelle parceller i mere 25 år, har stadig en lille drøm om at være repræsenteret i dem alle.
Frugten til denne Chambertin kommer fra et usædvanligt partnerskab med Pierre Damoy, som har 0,5 ha. øverst oppe på den nordligste del af skråningen helt ind til Clos de Bèze. Her kultiverer Christophe og Pierre vinstokkene i fællesskab og fastlægger også høst tidspunktet sammen, og når druerne så bliver plukket får Christophe som regel tilstrækkeligt til at kunne fylde 3-4 fade svarende til 800-1.200 flasker.
Christophe Perrot-Minot tilhører den generation, som ikke gør det store nummer ud af det arbejde, som er forbundet med at forvandle druerne til vin. Det er ude i vinmarken at de rene og forførende vine bliver formet og i kælderen gælder det blot om ikke at ødelægge alt for meget. Det er en sang, som synges af mange andre end Christophe, men på Domaine Perrot-Minot udmønter det sig i, at frugten fra de forskellige vinmarker stort set behandles på samme måde år efter år.
Druerne er naturligvis håndhøstede, med en sortering både oppe i vinmarken og endnu en nede foran kælderen som en begejstret Christophe Perrot-Minot i forbindelse med lanceringen fortalte næsten var overflødig hvorefter han fortsatte: ”2009 "is more interesting than 2005. The '09s possess more elegance and finesse plus they're more harmonious.” Alle stilke blev fjernet hvorefter druerne/mosten gennemgik en såkaldt kold maceration ved 14 grader i rustfrit stål i en uges tid inden temperaturen blev hævet hvorefter den egentlige gæring fik lov til at gå i gang uden chaptalisering. Efter gæringen og presningen fik vinen lov til at sætte sig i en uges tid inden den blev fyldt på nye og brugte fade fra Allier leveret af Remond i Ladoix-Serrigny, hvor den modnede i 18 måneder uden omstikninger og med kun få omrøringer frem mod aftapningen, der fandt sted uden klaring eller filtrering.
Endelig er hver enkelt flaske forsynet med en "logstrip" i forbindelse med etiketteringen hvilket gør det muligt at indhente oplysninger om vinen på internettet.