De 2 indbyrdes forbundne parceller af Clos de Vougeot - som ejes af Drouhin-Laroze - er perfekt beliggende, højt oppe i "Clos ‘et". Det ene helt op mod muren ind til Grands-Echezeaux. Til sammen bliver det til 1 ha. med vinstokke plantet i 1976, 1989 og igen i 2007, da et par rækker plantet lige efter 2. verdenskrig måtte opgives.
Herfra er druerne ovenpå den generøse og varme sommer plukket allerede i den første uge af september, hvilket i følge Philippe Drouhin "vistnok er tidligere end nogensinde før".
I kælderen er det Philippe Drouhin’ s børn, sønnen Nicolas og datteren Charlotte, som nu og uden det store drama får lov til at sætte væsentlige fingeraftryk på druernes forvandling til vin. Således er next generation stærkt optaget af den forandrede balance anvendelsen af hele drueklaser tilfører vinene, og derfor er det lidt overraskende, at man her i 2018 fuldstændig har fravalgt at bruge hele drueklaser fra Clos de Vougeot.
I stedet fuldstændig afstilkning og let knusning af druerne som efterfølgende er kølet ned i et par døgn inden gæringen uden fremmede gærstammer har fået lov til at gå i gang. Derpå 16 måneder i 80% nye medium ristede fade fra Allier og Nivemais, som det har været normen de senere år. Philippe, Charlotte og Nicolas har således kunnet sammenstikke og tappe vinen uden klaring, filtrering eller stress først på sommeren i 2020.
Alle der beskæftiger sig intenst med Bourgogne ved, at det kan være lidt af rutsjebanebur at smage de forskellige producenters bud på vinen fra den samme 1. Cru eller Grand Cru, og især på Clos de Vougeot kan det virkelig kilde i maven. Drouhin-Laroze bud på en Clos de Vougeot er imidlertid en klassiker, som år efter år rangerer blandt de mere seriøse vine fra markerne omkring det berømte slot.
Det er en vin som stadig skal have tid til at vænne sig til livet udenfor flasken, men langsomt fylder modne røde og blå frugtaromaer glasset og skubber de markante krydderier fra fadede lidt i baggrunden. En løfterig muskuløs meget aromatisk Grand Cru. En ægte vin de garde!