• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,-) 0,-

Græsk salat

Hemmeligheden bag en vellykket græsk salat er ganske simpel: gode og solmodne råvarer. Vælg et godt udvalg af saftige og sprøde salater som romaine, hjertesalat, iceberg og frisée. Lægger du salaterne i iskoldt vand, gerne med isterninger, før brug, bliver salaterne ekstra sprøde. Her får du opskriften på klassisk græsk salat som her også indeholder grillet eller pocheret blæksprutte – en tilføjelse, som den græske evergreen bestemt ikke bliver værre af. Servér salaten med et køligt glas græsk hvidvin eller retsina af høj kvalitet og pludselig resonerer Grækenland bedre med kvalitet, livsnyderi og velsmag end masseturisme, plastikstole og all inclusive.

Opskrift til 4 personer

INGREDIENSER

Romaine, hjertesalat, frisée-salat, renset og brækket i mundrette stykker
1 salatløg, pillet og skåret i ringe
1 agurk, skrællet, halveret, befriet for kerner og skåret i skiver
Cherrytomater, en håndfuld
125 g fetaost, af bedste kvalitet og brækket i store stykker
150 g tiarmet blæksprutte, renset
4 spsk Kalamata-oliven fra Morea, halverede og udstenede
Salt
Peber

Dressing:
1⁄2 dl olivenolie
1⁄2 citron, saften heraf
1⁄2 fed hvidløg, friskt
1 cm frisk rød chili uden kerner, fintsnittet
Salt
Peber

Sådan laver du græsk salat

Læg salatløget i iskoldt vand i en times tid, så det bliver sprødt og smider den skarpe smag. Rør ingredienserne til dressingen sammen. Marinér salaten med dressingen og smag til med salt og peber. Skær blæksprutten i ringe af 1 cm og krydr med salt, peber og olivenolie.

Du har to muligheder med blæksprutteringene: 1. pochér dem i court-bouillon i 2-3 minutter eller 2. læg dem på grillen ved høj varme i 2-3 minutter. Har du grillen i gang, så brug den, den grillede smag er herlig til salaten.

Anret salaten på et fad og top med salatløg, tomater og feta brækket i store stykker. Kom de lune blæksprutteringe på sidst. Krydr gerne med friske krydderurter som oregano og basilikum.