Dette er Pinot Noir fra den nedre del af den såkaldte Cardwell Hill, der ligger i den lidt køligere vestlige side af Willamette dalen, hvor frugten kommer med et lidt lavere sukkerindhold og et marginalt højere syreindhold end i den øvrige del af Willamette i almindelighed og Californien i særdeleshed.
Der er tale om vinstokke plantet i 1980'erne og igen efter 2002, hvor Dan og Nancy Chapel købte ejendommen og efter omfattende ny tilplantninger begyndte at forfølge drømmen om at producere Pinot Noir vine, som skulle tælles blandt de bedste i Oregon.
Det blev tidligt et projekt, som også kom til at handle om miljø og bæredygtighed, og det førte til et samarbejde med Salmon Safe og LIVE (Low Impact Viticulture and Enology), som rådgiver om og overvåger produktionen, og fra et miljømæssigt perspektiv er der nærmest tale om en mønstervingård. Det handler således ikke blot om at reducere/undlade brugen af herbicider og pesticider, men også om at gøre en god figur i det samlede CO2 regnskab. Vingården er således indrettet i 3 plan og forsynet med store vinduespartier, hvilket muliggør brug tyngdekraften og arbejde uden kunstigt lys, og da der ikke er installeret køleanlæg i den nederste kælder, hvor vinene fadlagres, lykkes det for Dan og Nancy at forvandle druerne til vin med et imponerende lavt energiforbrug.
Der er tale om frugten fra en manuel høst under høj oktober sol ovenpå en vækstsæson, som Dan og Nancy simpelthen kalder ”outstanding”, og de taler om ”gorgeous, ripe berries”, som nød godt af omkring 10 ekstra dage på vinstokkene takket være kølige dage og nætter fra midten af september og frem. Der er tale om parceller tilplantet med Pinot Noir-klonerne Wadenswil, Pommard, Dijon 115 og Dijon 777 og på grund af det gavmilde vejrlig var det næsten ikke nødvendigt at soignere frugten før den (80% hele drueklaser og 20% afstilkede og let knuste druer) fik lov til at falde ned i de rustfri ståltanke, hvor aromaerne fik lov til at udvikle sig i et par døgn inden den alkoholiske gæring satte ind. Herefter blev den frit løbende vin og presvinen ledt ned i den nederste kælder, hvor den blev fyldt på en blanding af nye og brugte fade fra franske Seguin Moreau's Cooperage i Napa. Vinen modnede herefter i 10 måneder med en enkelt om stikning i februar hvorefter den endelige cuvée blev sammenstukket og efter bundfældning tappet på flaske uden klaring eller filtrering de sidste dage i august 2018.
Dejlige bitter friske sure kirsebær, der suppleres af søde jordbær og hindbær samt krydrede noter fra fadene i form af vanilje og karamel uden at der for alvor tages pant i friskheden. Medium fyldig, ganske saftig og takket være en pulserende syre dejlig letløbende i den der stil, hvor man alt for hurtigt skænker det næste glas.