Samtidig med at det meste stadig handler om de mørkere Vintage og Colheita Portvine stiger interessen for de hvide Portvine. Det har de etablerede huse naturligvis mærket og i løbet af de sidste ti år er produktionen steget støt samtidigt med samtidig med, at de billige lidt sprittede Hvide Portvine får selskab af omhyggeligt fadlagrede lyse Portvine som kan få selv inkarnerede portvinseksperter til at spærre øjnene op.

Jorge Manuel Pintão og Luís Rodrigues fra Poças Junior vil også gerne lege med og tilbyder denne lyse Portvin der ikke blot er omhyggeligt fadlagret men også gæret på en anden måde, således at den slet ikke har al den sødme vi normalt forbinder med Portvin. Der er dog stadig 47g. sukker tilbage i vinen, så ligefrem at kalde den ”dry” er måske at stramme den en lille smule.

Vinen er funderet Malvasia Fina, Códega; Rabigato, Viosinho, der er høstet og gæret til vin i rustfrit stål i 2008, 2009 og 2010.  Vinen gærer op til 11-12% i alkohol hvorefter gæringen standses med druesprit, mens der endnu er lidt restsødme tilbage i vinen. Herefter følger 6-9 års modning på gamle fade indtil Jorge Manuel og Luís prikker til de fade der skal sammenstikkes for at ramme den stil, som de ønsker i deres Poças Reserve Dry White Port.

Resultatet er en herlig gylden Portvin hvor man fornemmer at der er blevet gået seriøst til opgaven. Mere påvirket af fadlagringen end en 10 års Tawny, og samtidig mindre intens, friskere og mere levende i sit syrespil. Det første ord der banker på er elegant. Der er melon, moden grapefrugt og syltet pære inden røg, valnødder og vanilje fra fadlagringen kommer drivende ind over. Stilmæssigt markant mindre sød end normalen, men slet ikke rigtig tør.

Portugiserne drikker gerne en sådan Portvin direkte fra køleskabet og rundt omkring på de små værtshuse er det ikke uset at der listes en skive citron op i glasset inden der toppes op med tonic. Det smager herligt – ikke mindst på en varm sommerdag.

Familiefirmaet Manoel D. Poças Junior er grundlagt i 1918 og i dag styres virksomheden i 4. generation af ikke færre end 6 efterkommere af grundlæggeren. Oprindeligt ejede familien 2 destillerier hvor man fremstillede den brandy, som portvinen forstærkes med, men da brandyproduktionen blev nationaliseret i 1930’erne måtte familien sadle om, og derfor etablerede man sig som portvinsproducenter funderet på druerne fra Quinta da Quartas, som Pocas havde overtaget som betaling for et større parti brandy nogle år tidligere.

I dag er det Maria Manual Maia, der har ansvaret i vinmarken, og når druerne ankommer til kælderen er det Jorge Manual Pintão der tager over konsulteret af den erfarne Luis Rodrigues.

Druerne er de traditionelle varianter Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cão fra 40 til 60 år gamle vinstokke, og der sker en rutinemæssig sortering under plukningen således at kun de bedste druer kommer ned i plastikkasserne, som så bliver båret frem til den nærmeste vej og kørt op til Quinta da Quartas, hvor Pocas siden 1988 har samlet alle sine produktionsfaciliteter.

Poças er blevet kendt for at skabe elegante og behagelige portvine, som altid befinder sig lidt til den tørre side i forhold til gennemsnittet, og de har endda oplevet at Wine Spectator kaldte en af deres Late Bottled Vintage Portvine for ”lidt for perfekt".

Den store specialitet hos Poças er imidlertid familiens Colheita Portvine, som normalt tappes efter 7 års fadlagring. Hos Poças markerer de 7 år kun startskuddet til den første aftapning, og i de store årgange frigives små partier igen og igen, hvilket betyder at man fortsat kan tilbyde overraskende friske Colheita Portvine fra 1960’erne.

Billedet under Google Map er et skud af Maria Manuel Maia, Pedro Poças Pintão, Paulo Pintão og Jorge Manuel Pintão, som nu i 4. generation fører Manoel D. Poças Júnior videre.

Billedet er taget 15. august 2020 på 102 års dagen for firmaets grundlæggelse og i en tid hvor også Poças Júnior mærkede konsekvenserne af Covid-19.

De 4 benyttede lejligheden til at minde os om, at Poças Júnior blev til virkelig i skyggen af den første verdenskrig og den spanske syge, hvorefter de optimistisk konkluderede: "Der er altid plads til håb. Sammen er vi stærkere!"