Dette er en nyhed ikke bare hos Løgismose, men også hos Philip Wittmann. som uden sammenligning er den mest respekterede økologiske Weingut i Rheinhessen. Den kommer efter vi i adskillige år har haft betydelig succes med hans økologiske Riesling, som vores kunder har holdt fast i selvom vinen, på grund af forskellige hensyn til navngivningen både herhjemme og i Tyskland, har skiftet navn om ikke hvert år, så hvert andet.
Det har fået os til at spørge om ikke Wittmann og hans team havde lyst til og mulighed for at bringe andre druer i spil og producere et par søstervine, som kunne komplimentere og sådan set også aflaste Riesling-vinen. Det havde de, og derfor får den populære Riesling Grüne Hügel labels (der tidligere hed ”Immel Erben” og endnu tidligere ”100 Hügel”) nu selskab af 2 nye vine. Dels en Rosé og så denne Rheinhessen Weisburgunder Trocken.
Konceptet er det sammen. Det er Philip Wittmann og hans assisterende vinmager Georg Rieser, som leger med frugt, som de har købt fra venner og bekendte i det berømte vinlandskab mellem Worms og Nierstein. Der er tale om små partier af Pinot Blanc, som presses og gærer hver for sig, og når Philip Wittmann og Georg Rieser i december har dannet sig et godt indtryk af hvilke byggeklodser, de har fået at lege med, sammenstikkes den endelige cuvée, som herefter modner nogle få måneder i tanken, inden vinen (om nødvendigt) filtreres ganske let og fyldes på flasker.
Resultatet er ikke uventet blevet endnu en charmerende introduktion til Philipp Wittmanns univers. En næsten legesyg Weisburgunder med modne pærer, ferskner og parfumeret mandarin som, med en cremet tekstur og på en mineralsk og også lidt urtet bund uden slinger i valsen, minder os om, at det er en skam, at vi ofte overser Pinot Blanc druen i dens tyske gevandter.
Som aperitif, som gennemgående vin i de lyse timer eller bare lige ved hånden i en liggestol som er klappet op et sted hvor der er læ og en behagelig udsigt.