Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

Zinfandel fra guds eget land

Tema fra Løgismose Vinklub, juni 2017 / Af Chefsommelier Thilde Maarbjerg

Løgismose Vinklub Zinfandel

Tema om 'Zinfandel fra guds eget land'

Hvis man skal pege på en drue, der elsker varme, er det Zinfandel. Dens europæiske hjemsted i Italiens hæl, Apulien, hvor druen kendes under navnet Primitivo, bekræfter dette, og i Californien har druen fundet sin anden plads i solen. Chefsommelier Thilde Maarbjerg har udvalgt to versioner, som afspejler den amerikanske fortolkning af Zinfandel, og vil bidrage med velsmag i glasset til klassisk barbecue.


Vin nr. 1

Producent Renwood
Oprindelse Californien, USA

I Amador County øst for Sacramento i Californiens ’gold country’ producerer Renwood en udpræget saftig Zinfandel i den bløde stil. Huset blev grundlagt i 1993 med et solidt udgangspunkt, idet der allerede stod en god del gamle Zinfandel stokke på markerne. I 2011 blev vineriet købt af et argentinsk selskab, der i forvejen ejer det profilerede Vistalba vineri i Mendoza. Firmaet står økonomisk stærkt, og der er investeret kraftigt i Renwood siden overtagelsen. Stilen kan betegnes som old school med relativt lyse vine. Fokus i selve fremstillingen går på at undgå for markant ekstrahering, som udtrækker tanniner, og husets vine er derfor silkebløde. Vinen er et dejligt pust i bunkerne af blæksorte, udtørrende vine og rummer stor drikbarhed, særligt hvis den serveres en anelse afkølet ved 14-15 grader.

Vin Renwood Zinfandel, 2012

Søde røde jordbær og blommer i næsen samt let krydret strejf af fadtoner og røg. Trods vinen er analytisk tør (dvs. med blot et par gram restsukker), fremstår den sødmefuld og meget blød med mild frugtsyre og en fin balance mellem søde bær og underliggende fad. Kombinerer lethed med intensitet, hvilket gør den letløben uden at være tynd. En oplagt vin til vindrikkere, der ikke ønsker for tør rødvin og yndere af de italienske ripassotyper. 14,5% alk.

6 stk. Vinklubpris 625,00

California Zinfandel

2012

 

Vin nr. 2

Producent Stuhlmuller Vineyards
Oprindelse Californien, USA

Stuhlmullers vinmarker ligger smukt placeret langs Russian River, hvor jordbunden bærer præg af grus, ler og lava. Morgentåge som kommer ind via Chalk Hill gappet holder druerne afkølede til langt op ad dagen, og dermed opnås en særlig finesse i vinene trods de ellers ganske varme forhold. Danske Leo Steen Hansen, som er chefvinmager på Stuhlmuller udtaler selv, at han ved første møde med disse vinmarker i 2002 kunne se, at der gemte sig et helt særligt potentiale her. To små parceller på i alt ca. 5 ha ud af de totale ca. 60 ha er beplantet med Zinfandel samt en lille andel Petite Sirah, der sædvanligvis indgår i blandingen, og stokkene er Gobelet beskåret på traditionel vis, så den former en lille busk. Zinfandel klonen er den særlige 120 år gamle Teldeschi klon, og efter gæring er vinen lagret på en 1/1 blanding af fransk og amerikansk eg, heraf var 25% samlet nye fade.

Vin Estate Zinfandel, 2014

Flot sammensat duft med modne kirsebær og brombær, sød lakrids, kokos og vanilje. Mellemkraftig smag med middel tannin-niveau af blød og moden beskaffenhed. Typisk sødmefuld smag, men elegant balanceret af diskret frugtsyre. Ubetinget amerikansk med svulstige elementer, men der er klasse over det, og helt sikkert også et lagringspotentiale på minimum 8 år fra høståret. Den klart kraftigste af de to Zinfandel vine i indeværende Vinklub. Server ved 17-18 grader. 14,2% alk.

3 stk. Vinklubpris 799,00

Alexander Valley Zinfandel

2014

Løgismose Vinklub – åben for alle

Se alle vinene i den aktuelle Løgismose Vinklub her