VINPRODUCENT
Domaine Denis Mortet
La Revue du Vin de France, som de fleste regner for den førende franske vin guide, begavede tidligt Denis Mortet med de maksimale 3 stjerner, og rangerede dermed dette hus på linje med Domaine de la Romanée Conti og Domaine Leroy.
Det skete på trods af, at Dennis Mortet kun rådede over 2 små parceller med Grand Cru status på Chambertin og Clos Vougeot, og da Denis Mortet senere i januar 2006 i en alder af 51 tog sit eget liv, og overlod det til sønnen Arnaud at videreføre livsværket, rystede folkene bag La Revue du Vin de France heller ikke på hånden. Domaine Mortet beholdt de 3 prestigefyldte stjerner.
Arnaud nåede at stå skulder ved skulder med sin far de sidste år, hvor helbredet og psyken begyndte at skrante, og siden han blev alene er det lykkedes ham at videreføre sin fars drøm om at producere intense OG raffinerede vine, som både kan drikkes med stor fornøjelse, når de er unge og friske, og samtidig betaler stort tilbage, hvis vi viser dem tillid og gemmer dem væk i en god kælder.
Med til historien hører, at Arnaud er omgivet af et entusiastisk og meget erfarent hold, og at hans mor Laurence i den grad deltager i og præger succeshistorien Domaine Denis Mortet.
Denis Mortet behandlede alle sine vine, som var de af Grand Cru status og det betød blandt andet 100 % ny eg i alle vinene. De sidste år havde Denis imidlertid allerede indset, at den idé konfliktede med eftersøgningen af den territoale energi og den største elegance, og det er derfor helt i faderens ånd, at Arnaud nu gradvist reducerer både andelen af nye fade og den tid, som vinene får lov til at tilbringe i fadet.