• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Creation Wines

12 Resultater

Løgismose chefsommelier Thilde Maarbjerg besøgte Creation Wines

Hemel-en-Aarde betyder direkte oversat ”himmel på jord” på afrikaans, og som man bevæger sig væk fra kysten langs dalens eneste asfalterede vej, åbner der sig et skatkammer af natur, vin og gastronomi.

Halvanden times smuk kørsel syd for Cape Town lufthavn fører et vejskilt til venstre mod Caledon og op gennem den lille dal, Hemel-en-Aarde. Side om side ligger prominente navne som Hamilton-Russel og Bouchard Finlayson, og man bliver hurtigt klar over, at dem, der mener noget seriøst med Pinot Noir og Chardonnay i Sydafrika, er samlet her. I løbet af de ca. 15 minutter, det tager at nå til Creation Wines bliver sceneriet gradvist mere dramatisk og bjergene mere himmelstræbende. Efter en kort bølgende tur på grusveje, kommer vingården til syne blandt frodige vinmarker og med den mest bedårende udsigt til krystalblå himmel og græsklædte bjerge.

Jean-Claude og Carolyn Martin er power-parret bag Creation Wines, der forener nogle af Sydafrikas bedste vine lavet på druer fra egne marker i Hemel-en-Aarde, gæret og lagret i vingårdens ene ende, med udsøgt værtskab og gastronomi i vingårdens anden ende, hvor parrets restaurant ligger. At der hver dag kommer 150-200 besøgende forbi Creation for at nyde dejlige vine på terrassen med panoramaudsigt over landskabet med nøje afstemte retter til, er forståeligt. Det er et fuldstændig unikt sted.

På en stjerneklar aften havde vi fornøjelsen af at kokkerere og servere vin for 60 glade gæster. Med udgangspunkt i lokale råvarer, sammensatte Thomas og jeg en menu, der var kreeret særligt til Creations vine, og der blevet serveret blæksprutte, havbars med passionsfrugt hollandaise, kanin, frilandsgris og grillede blommer så taget var ved at lette.

Dagen efter kunne vi slappe af ovenpå anstrengelserne og nyde solnedgangen fra stranden i Hermanus med udsigt til sæler og endeløse strømme af Carolyn og Jean-Claudes vidunderlige vine.

Vi forlod et vinterkoldt Danmark i februar og landede i den sydafrikanske højsommer med 25 grader, blå himmel og ingen tidsforskel. Mad og vine er prissat, så man nærmest flover sig over regningens diminutive størrelse, og det er et sandt paradis for gourmeter, der samtidig sætter pris på smuk natur og fredelige forhold, som vi endvidere nød fra vores base i kystbyen Hermanus 20 minutter fra Creation.

 

Creationwines.com